Nye erhvervsmuligheder på industrivej

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq drøftede tirsdag Kommuneplantillæg, 2B1-1 Industrivej.

Kommuneplantillægget tillader udviklingsmuligheder for mindre forurenende erhverv som maskinværksteder, autoværksteder, lagerbygninger samt butikker og kontorer og har til formål at udlægge nye byggeområder, som tager udgangspunkt i eksisterende arealtildelinger.

Kommuneplantillægget har været i offentlig høring i 8 uger og der er indkommet høringssvar fra 1 part. Denne har kun givet anledning til mindre redaktionelle ændringer.

Sagen er blevet behandlet i de to udvalg, Anlæg og Miljø samt udvalg for Økonomi og Erhverv og begge udvalg har sendt sagen videre til endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen.

Der færdes i dag en del fodgængere, cyklister og andre bløde trafikanter på Industrivej, og der findes i området flere detailbutikker. Området forbinder det centrale Nuuk med bydelen Nuussuaq. For yderligere at styrke vejforløbet for de gående lægger kommuneplantillægget op til, at stien langs Industrivej optegnes og at den om sommeren markeres med store sten. Disse vil blive fjernet i vinterhalvåret, således at der er mulighed for at rydde sne.