Nyt projekt skal løfte folkeskolen

De grønlandske kommuner er gået sammen om et fælles projekt ”Kivitsisa”, der bygger på to helt overordnede succeskriterier: Højere karakterer til folkeskolens elever samt at flere unge tager en uddannelse.

Med projekt Kivitsisa peger alle kommuner i fællesskab på en ny vej for folkeskolen, som løfter læringsniveauet markant. Projektet og implementeringen af iPads i undervisningen tilbyder en ny pædagogisk tilgang, tidssvarende arbejdsredskaber og nye samarbejdsformer.

De fremtidige generationer i Grønland skal uddannes langt bedre. De skal være mere globaliseringsparate og selvstændige, end det er tilfældet nu. Flere rapporter tegner alle et dystert billede af en dyr folkeskole med svage faglige resultater. Kun få elever har forudsætninger og motivation til at komme videre i uddannelsessystemet. Det skal der laves om på nu.

Allerede i denne måned er lærere og ledelse på Atuarfik Hans Lynge (AHL) og Ukaliusaq blevet klædt på til at inddrage iPads i deres daglige praksis på skolerne.

Alle elever på Atuarfik Hans Lynge har fået udleveret iPads. Senere skal Ukaliusaq igennem samme procedure.

I første fase vil man fokusere på den it-didaktiske udvikling i fagene grønlandsk, dansk, engelsk og matematik.

Skole- og Dagtilbudschef, Jesper Madsen: ”Der vil blive gennemført et stort kompetenceudviklingforløb af alle lærere. Der bliver en ny didaktisk tilgang til undervisningen og undervisningen bliver orienteret mod elevernes aktive deltagelse. Der bliver også udleveret iPads til alle studerende og undervisere på læreruddannelsen. De lærerstuderende skal blandt andet gennemgå apps og undervisningsmetoder, når de skal starte som lærere i folkeskolen.

Kommuneqarfik Sermersooq opbygger et projektkontor, der skal stå i spidsen for kompetenceudviklingen og varetage vejledning og rådgivning  af både lærere og mentorer.

I Kommuneqarfik Sermersooq vil man starte udrulningen af iPads på to af de fem skoler i Nuuk. Ved intensiv kompetenceudvikling vil man opbygge mentorer på de første skoler, som kan hjælpe og inspirere lærerne på de næste. I projektets andet år vil der blive udrullet iPads på de øvrige tre skoler i Nuuk, i Paamiut samt alle bygder i Vestgrønland. Derefter vil udrulningen ske i Tasiilaq, Ittoqqortoormiit samt bygderne i Østgrønland.

Tre fokusområder

Projektet omhandler tre fokusområder: Kompetence, indhold og teknologi.

Kompetence: Med hensyn til kompetenceudvikling vil der blive fokuseret på en ny grundlæggende pædagogisk tilgang til læring, hvor eleven og dennes produktion står i centrum. Denne tilgang vil være central i alle skolens fag, ligesom der vil blive sat fokus på differentieret undervisning, evalueringskultur, fjernundervisning, e-læring, samt videndeling mellem lærerne.

Indhold: Der vil blive udarbejdet en digital materialesamling, der understøtter den nye tilgang til elevernes læring. Lærerne vil ligeledes få mulighed for at dele deres egne forløb med hinanden. Det forventes ligeledes, at centrale prøver og tests bliver digitaliseret. Selvstyret er om kort tid klar med en undervisningsportal, hvor alt eksisterende materiale kan tilgås digitalt.

Undervisningsmaterialer og andet indhold forventes at være digitalt orienteret i al undervisning og dette medfører en nedskæring af analoge bøger til fordel for digitale platforme og apps.

Teknologi: Der udleveres iPads til alle folkeskolens elever, lærere og alle lærerstuderende og der bliver etableret en platform for fælles drift af alle iPads.

Projekt KIVITSISA kører over en femårig periode. Målsætningen er en karakterstigning i fagene grønlandsk, dansk, engelsk og matematik på 10 procent efter 5 år og på 30 procent efter 10 år.

Desuden er det en målsætning, at 10 procent flere unge påbegynder, og senere gennemfører, en relevant uddannelse efter 5 år og 30 procent efter 10 år.