Illorput byder på en masse arrangementer under Multi-Kulti dagene. Du kan blandt andet lære at lave sushi, lave franske desserter, eller danse Kalattuut med dine venner

 ”Vi tænkte at det ville være en god idé at kombinere Kalattuut sammen med line dance på samme aften, og så håber vi at der vil være både grønlandske og folk fra andre lande der har lyst til at deltage” fortæller Lena Olsen, hun er kulturmedarbejder i Illorput.

”Jeg håber på at vores arrangementer kan tiltrække mange mennesker og at folk fra andre lande får en følelse af, at være en del af samfundet” siger Lena.

Jeppe på bjerget

Teaterforestilling Jappa vil blive vist i Illorput. Her har nationalteateret tilbudt at vise filmen af teaterstykket Jappa. Forestillingen er Nationalteaterets grønlandske version af Holbergs Jeppe på bjerget. ”Tanken er, at det bliver en familie aften. Det er en dansk historie som en blevet lavet om til en grønlandsk version og det synes Nationalteateret passer godt ind i Multi-Kulti dagene” fortæller Lena.

Mad fra andre lande

Illorput har i samarbejde med kokkene i spisestedet Isikkivik en workshop. Her vil der være præsentation af japansk sushi, thailandsk panang og filippinsk pølse. Der vil være smagsprøver og opskrifter på retterne. Der vil også være mulighed for blandt andet at prøve at lave sushi.

 ”Vi håber at der vil komme mange, det er jo sjovt at lære nye retter at kende, og lave dem sammen. Retterne er også fra en anden kultur som vi så har taget til os, og det synes vi passer godt til Multi-Kulti”, fortæller Lena.

Hun er glad for at Illorput er en del af Multi-Kulti. ”Der er jo rig mulighed for at lære så mange spændene mennesker at kende, og prøve opskrifter af, som kommer fra et helt andet land” fortæller hun.

Den sidste dag vil der også være mulighed for at være med til at lave franske desserter. Her vil kokken Simon Harrisson der til daglig er kok på Restaurant Sarfalik, komme og lære folk hvordan man laver lækre franske desserter.

Verden i sælskind

Under alle Multi-Kulti dagene vil der i Illorput være et verdenskort lavet af sælskind.

”Ideen er, at hvis man kommer fra et andet land, så kan man markere hvor man kommer fra, og så kan man se hvor mange forskellige nationaliteter vi har her i Nuuk” forklarer Lena.

Når Multi-Kulti dagene er overstået vil verdenskortet lavet af sælskind blive hængt op i Illorput.

Du kan læse mere om Multi-Kulti ved at klikke her