I tirsdags var en gruppe unge ude og vandre ved Tasiilaq, da de pludselig blev overfaldet af en sulten isbjørn.

Heldigvis er historien ikke sand, men blot en øvelse.

Manden bag ideen, ungerådgiver Hans Poul Andersen fortæller: ”Vi valgte at lave en SAR-øvelse med de unge, så de kunne få indblik i hvordan en rigtig øvelse foregår”.

Øvelsen gik ud på, at under en vandretur blev ungerådgiverne Nina Jonathansen, Egon Poulsen og Hans Poul Andersen og 7 unge klienter i alderen 13-17 år overfaldet af en sulten isbjørn.

Overfaldet skete ved Imerdivar som ligger 10 kilometer fra Tasiilaq. Holdet kontaktede politiet, som kom dem til undsætning en halv time senere. Under overfaldet kom tre personer slemt til skade og en afgik ved døden. De tilskadekomne og den afdøde blev bragt på sygehuset af brandvæsenets snescootere, samt de øvrige vandrere, da de var i chok.

”De unge levede sig virkeligt ind i rollen og de var meget engageret. Vi købte cirka 5 liter ketchup, og smurte de unge ind i det, så det lignede blod”, siger Hans Poul Andersen.

”De unge fik en stor oplevelse og de fik set, hvordan myndighederne arbejder sammen. Da øvelsen var slut, blev deltagerne inviteret til sygehuset, hvor der var te, kaffe og sodavand og hvor der blev holdt briefing om øvelsens forløb.

Øvelsen var arrangeret af Børne & familiecenteret v/ungerådgiverne i Tasiilaq, skole, politi, brandvæsen og sygehuset.