Borger

Niviaq – ny kulturambassadør i Kommuneqarfik Sermersooq

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Torsdag aften den 14. februar blev den nye kulturambassadør for 2019 udråbt. Det skete ved et arrangement på landsbiblioteket i Nuuk. 

Borgmester Asii Chemnitz Narup kunne torsdag aften afsløre, at det bliver den 29-årige forfatter Niviaq Korneliussen, der overtager stafetten fra kunstneren Gedion Qeqe fra Tasiilaq.

 ”Det er på tide, at bestyrelsen for Sermeq Fonden vælger en forfatter til Kulturambassadør. En forfatter, der ikke kun her i landet, men også i andre lande, har formået at åbne øjne. Niviaq Korneliussen er en aktiv stemme, der opmuntrer andre unge til at skrive. Hun har været kursusunderviser flere steder i landet. Hun har gjort sig bemærket i udlandet, og hendes bøger er oversat til flere sprog og så er der med hendes roman ganske enkelt blevet ’højere til loftet’ herhjemme. Niviaq er brudt ud af en tradition og har skabt fornyelse”, sagde Borgemester Asii Chemnitz Narup der er en del af Sermeq fonden bestyrelse i sin tale til Niviaq Korneliussen.

Niviaq Korneliussen’s forfatterkarriere startede, da hun i 2013 var en af vinderne i den første Allatta! konkurrence med novellen San Francisco. Året efter udkom hendes debutroman HOMO sapienne på grønlandsk og dansk og siden er bogen udkommet på tysk, fransk, engelsk, islandsk og svensk. Udgaver på norsk, finsk og tjekkisk er på vej, og flere andre lande er interesserede. Både i Frankrig og England er bogen på kort tid blevet en stor succes og omtalt i medier som Le Monde, The Guardian, Marie Claire og The Economist.

Niviaq Korneliussen selv var meget overrasket over udnævnelsen.

”Jeg var på ferie i Sydafrika da jeg så, at jeg havde fået brev fra Kommuneqarfik Sermersooq. Jeg læste brevet og fandt ud af, at man havde valgt mig som kulturambassadør. Det var en dejlig overraskelse.

Det er vigtigt for mig, at vi udvikler den grønlandske litteratur og med udnævnelsen som kulturambassadør håber jeg på, at jeg kan være med til at sætte fokus på området. Jeg glæder mig til at lave nogle arrangementer indenfor forfatterskab, siger den nyudnævnte kulturambassadør”.

Niviaq Korneliussen er født i 1990 i Nanortalik og hun er på tidspunktet i gang med at skrive en ny bog. Bogen er ved at blive redigeret og hun håber at den kan blive udgivet i løbet af i år.