Borger

Kultur- og foreningslivet løftes af bygdepuljen

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooqs bygdepulje for 2020 sender 2,5 mio. kr. til kommunens bygder. Især kultur- og foreningslivet får tilført midler.

Bygdepuljen er en af de helt centrale ordninger til at udvikle bygderne i Kommuneqarfik Sermersooq, og bygdebestyrelserne sender selv forslag til kommunen om, hvordan pengene skal fordeles.

For 2020 drejer det sig om i alt 2,5 mio. kr., og hver bygd har naturligvis sin egen historie, der gør sin indflydelse gældende. Det ses også på prioriteringerne.

I Isertoq, Tiilerilaaq og Kulusuk sættes der eksempelvis penge af til skrabning af spæk på sælskind, mens man i Qeqertarsuatsiaat laver et kursus i den unikke måde at lave en taske med skindbroderi, den såkaldte Fiskenæstaske.

Kulturen er stærk

Fælles for bygderne er, at kultur- og foreningslivet prioriteres. Både som tilskud til foreninger af forskellige arter, men også til kulturelle arrangementer og fejringer af mærkedage.

Rundt regnet en tredjedel af den samlede pulje går til kultur- og foreningsrelaterede formål, og det kan bygdeborgerne således se frem til i løbet af det nye år.

Derudover tegner beskæftigelsesprojekter samt let renovering og vedligeholdelse sig for store poster af puljen.