Borger

Skolen i Sermiligaaq trækker folk fra hele bygden til med fejring af børnekonventionen

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Der var fyldt til bristepunktet på skolen i Sermiligaaq d. 19. og 20. november, da man havde indbudt til fejring af børnekonventionen for hele byen.

Børn fra alle klassetrin havde lavet flotte teaterstykker og rollespil for de spændte tilskuere. De største elever fremlagde deres synspunkter med kreative plakater og plancher. Og selvom fællessalen var fuld af mennesker, var gæsterne musestille. Det var nemlig vigtige budskaber, eleverne havde på hjerte. Det fortæller en smilende stolt Lulu Dyhr Helt, som er skoleinspektør i Sermiligaaq.

– Jeg kan se, at alle er vokset mindst et par centimeter efter at have vist et stort mod og ikke mindst behov for at blive lyttet til og hørt, fortæller hun.

På skolen i Sermiligaaq arbejder man målrettet med børnerettigheder, og det arbejde fortsætter naturligvis, efter den succes og støtte skolen har oplevet i forbindelse med arrangementet. Der bor lidt over 200 mennesker i Sermiligaaq, som stort set alle mødte op til fejringen af børnekonventionen d. 20. november.

– Vi har været så glade for at se byen støtte op om vores fejring af børnekonventionen. Det giver os lyst til at gøre endnu mere, forklarer skoleinspektør Lulu Dyhr Helt.

På skolen har man også markeret fællesskabet og modet med et fællesmaleri af elevernes fødder. Det er et øget fokus på trivsel, faglighed og socialt samspil på tværs af alle aldersgrupper i hele byen, der har været motivationen bag. Det hænger nu i skolens fællesrum til skue og nydelse.