Mangel på plejefamilier i Sermersooq

Manglen på plejefamilier i Kommuneqarfik Sermersooq er i øjeblikket så stor, at flere medarbejdere i myndighedsafdelingen har måtte påtager sig opgaven at passe de udsatte børn, der mangler et sted at bo.

”Jeg er selvfølgelig meget taknemmelig for at vores medarbejdere vil yde den ekstra indsats for de udsatte børn, men det er ikke en holdbar løsning”, siger fagchef for Foranstaltningsområdet for Børn og Familie, Ellen Magnussen.  

Akut mangler seks børn en familie at bo hos, men det reelle behov er langt større, da mange børn der i dag er anbragt på institutioner, ville have bedre af at bo hos en plejefamilie.  De børn der har akut behov for en plejefamilie er nyfødte eller under 4 år, og desuden mangler der et trygt hjem til et alvorligt sygt barn.

 ”Vi har tidligere haft perioder, hvor der har manglet plejefamilier, men aldrig før i dette omfang. Det er virkeligt hårdt, ikke at have et godt tilbud til de børn der har så meget brug for det”, fortæller Ellen Magnussen.

Der er ikke nogen entydig forklaring på hvorfor der i dag er så akut mangel på pasningspladser. En medvirkende årsag er, at et par af de familier der havde flere plejebørn, er blevet ældre, og ikke kan påtage sig opgaven som plejefamilie med et nyfødt barn.

Plejefamilieafdelingen vil meget gerne høre fra personer der er interesseret i at modtage et plejebarn. Du kan læse mere her.