Plejefamilie: Vi elsker børnene som de var vores egne

32-årige Julie og 30-årige Inutsiaq Lynge fra Nuuk er plejefamilie til 3 mindreårige børn

Det unge par har 3 plejebørn i alderen 6, 3 og halvandet år. Den ældste pige fik de da hun var cirka 3 år mens de to yngste fik de som spæd.

”Du kan sagtens elske et andet barn, selvom det ikke er dit biologiske barn, siger parret. I dag har vi 3 dejlige unger med hver deres personlighed”.

Parret byder mig velkommen ind i deres hjem på Tuapannguit med udsigt til fjorden og Akia. Børnene er ikke hjemme men i daginstitution. Det er dog tydeligt at se, at her bor en børnefamilie. I entreen er der små bitte hjemmesko og tøj der hænger. Indenfor i stuen hænger der børnetegninger forskellige steder og på køleskabet er der familiebilleder og sjove magneter.

”Din familie bliver udvidet. Vores familier har også taget godt imod vores plejebørn, de behandler dem præcist som om det var vores egne”, siger Julie.

I artiklen fremtræder børnenes rigtige navne ikke, men i stedet har vi valgt at kalde dem for Angaju, Nuka og Aqqalu.

”Angaju er den stille type, indtil hun finder sig tilrette. Hun tænker over, hvad andre tænker om hende. Hun er humoristisk og fantasifuld.

Nuka er bare skør. Hun er sin helt egen og går ind i folk med træsko på. Hun hviler i sig selv.

Aqqalu elsker mad. Han er det tredje barn og han har fået alt opmærksomheden fra sine storesøstre”.

Julie og Inutsiaq har kendt hinanden i 9 år og i 2015 sagde de ja til hinanden. Det er ikke lykkedes for dem selv at få børn, men de har lysten og overskuddet til at tage sig af andres børn.

”Du elsker børnene som det var dine egne. Man skal gå helhjertet ind i det. Tag et skridt tilbage og lægge egoismen til side. Der er nogle børn der er afhængige af dig og derfor skal du gå 110 procent ind i det”.

I 2014 meldte Julie og Inutsiaq Lynge sig som plejefamilie.

”De første tanker kom i sommeren 2014. Jeg havde en kollega der overvejede at blive aflastningsfamilie. Vi begyndte at tale om at det måske også var noget vi kunne overveje at gøre. Vi var begge færdiguddannede og vi følte begge, at vi havde tid og overskud til at modtage et barn”, siger Inutsiaq.

Ægteparret kontaktede Kommuneqarfik Sermersooq og blev skrevet op som plejefamilie.

”Vi tog på en længere juleferie og kom tilbage til Nuuk den 19. januar. Om fredagen blev vi ringet op og blev spurgt om vi kunne tage imod et barn om mandagen. Vi sagde ja og om mandagen hentede vi en 2 en halv årig pige i børnehaven. Et par timer før havde vi mødt pigens mor og hun var også til stede i børnehaven sammen med pigens mormor. Fra den dag blev Angaju en del af vores liv”.

Julie: ”Vores sagsbehandler sagde til os, at hvis vi var kommet en uge tidligere hjem fra vores ferie, så havde vi fået et spædbarn, og der tænkte jeg ”slap dog lige af”. Det var lige på og hårdt”.

Nu var Julie og Inutsiaq Lynge ikke længere alene og havde fra den ene dag til den anden fået et nyt familiemedlem.

”Det krævede en del omstilling i starten. Jeg fik fri i en uge fra jobbet, så jeg og Angaju kunne lære hinanden at kende.  Det skulle være behageligt for hende, da hun jo havde gennemgået den største omvæltning. Hun var stor og hun havde allerede været to steder før os. Den første tid gik med at lære hende at kende. Hvad var hun for en og hvad kunne hun lide at spise”, siger Julie.

Børnene har brug for hjælp

Inutsiaq er uddannet politimand og Julie arbejder som afdelingsleder i kultur og eventafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq.

”I forbindelse med mit arbejde som politimand har jeg besøgt byerne udenfor Nuuk og Julie har været med på nogle af turene. På de ture har vi set hvor stort behovet er for at børn har brug for hjælp”.

Parret har flere omgange talt om at blive plejefamilie.

”Vi har talt om det mange gange og vi har lovet hinanden, at vi vil gå ind i dette her 110 procent. Men jeg tror aldrig at vi havde forestillet os, at vi 3 år efter ville ha’ 3 børn”.

”Vi havde mange overvejelser omkring hvilken form for plejefamilie vi ville være. I sidste ende valgte vi at være fuldtidsplejeforældre, da vi følte at det var det vi på daværende tidspunkt tiltalte os mest”

Barn nummer 2

I august 2015 blev Angaju ”storesøster” til lille Nuka.

”Vi fik Angaju i januar 2015 og cirka et halvt år efter, i august, fik vi Nuka”.

Parret havde været inde i fjorden og da de kom tilbage til Nuuk blev de ringet op fra kommunen, om de kunne tage imod et nyfødt barn om cirka 10 dage. Man ventede kun på at moderen skulle føde.

En uge efter opringningen tog Julie og hendes kolleger på firmaudflugt til Qooqqut.

Inutsiaq: ”Kort efter at Julie var taget afsted blev jeg ringet op af kommunen, om at kvinden havde født lidt tidligere end forventet. En pige var blevet født dagen før og vi kunne komme og tage imod hende. Jeg gik lidt i panik og farede forvirret rundt. Jeg ringede straks til Julie, men hun tog den ikke. Jeg ringede rundt til hendes kolleger og jeg skrev til dem på messenger, men jeg fik ikke noget svar. Til sidst fik jeg fat på hendes chef og bad hende om at få Julie til at ringe mig op.

Julie: ”Vi var lige sejlet forbi Sermitsiaq da jeg fik fat på Inutsiaq og han gav mig besked om, at vi have fået en pige. Så røg forbindelsen og vi var nødt til at tage satellittelefonen i brug. Det hele var meget surrealistisk. Det lyder underligt, men jeg sagde til ham der sejlede båden, at jeg var blevet forældre. Han kiggede underligt på mig og så ud til at tænke ”hvad taler hun om”. Jeg havde det lidt skidt med at jeg var ved at spolere turen, men mine kolleger sagde, at selvfølgelig skulle jeg blive sejlet tilbage til Nuuk”.

Båden vendte om og Julie blev sejlet til Nuuk hvor hun blev sat af nedenfor alderdomshjemmet Ippiarsuk.

”Inutsiaq hentede mig og sammen kørte vi ned på Dronning Ingrids Hospital for at se til den lille pige”.

Som et led i anbringelsen og grundet sundhedsmæssige omstændigheder blev Julie og pigen indlagt i 5 dage. Julie havde efterfølgende barselsorlov i et halvt år.

”Begge vores arbejdsgivere har været meget forstående og fleksible. Vi har aldrig mødt modstand og i stedet har kolleger sagt til os, at vi var seje. Det har gjort det meget nemmere for os som plejefamilie, med den store opbakning fra omgivelserne”.

Barn nummer 3

I 2017 blev Julie og Inutsiaq kontaktet på ny. Denne gang blev de spurgt om de kunne tage sig af en nyfødt dreng.

”Aqqalu blev født med kejsersnit. Vi tog hjem og pakkede og fik pigerne passet af Inutsiaq’s storesøster og tog på hospitalet”.

Julie blev indlagt på Dronning Ingrids Hospital sammen med den nyfødte dreng.

”Igen var jeg indlagt et par dage, så man kunne observere drengen. Heldigvis er alle børnene sunde og raske”.

Kunne I forestille jer et liv uden børn?

”Nej. Hvis vi ikke havde fået ungerne, så var vi nok et sted derude i verdenen og rejse. Vi har rejst meget rundt, men mindre efter ungerne er kommet til. Efter man får børn er der nogle andre prioriteter der kommer i spil”.

Hvordan ser jeres verden ud om 10 år?

”Til den tid er vores børn sunde og raske og måske har vi fået flere børn. Så er hverdagen nok kaotisk med to teenage piger”.

Julie: ”Jeg drømmer om at få mere plads, så vi kan blive akut plejefamilie. Vi kan godt gøre mere. Vi er ikke færdige med at hjælpe”.

Er det hårdt at være plejefamilie?

”Ingen havde forberedt os på, at der er så meget vasketøj forbundet i det at ha’ 3 plejebørn”, griner Julie.

”Det er hårdt, men det er fantastisk. Det beriger dit liv. Vi vil det samme som forældrene, nemlig at hjælpe barnet”, siger Julie og Inutsiaq Lynge.


Inutsiaq
Julie
malm›