Udvalget studerede tiltag for udsatte unge

Udvalget for Velfærd og Arbejdsmarked i Kommuneqarfik Sermersooq var i sidste uge på studietur.

Hvordan kan man få unge med særlige udfordringer i arbejde? Hvordan for man vendt unge, der er på vej ud i et misbrug? Og hvordan laves særlige uddannelser til unge, der ellers ikke ville få en uddannelse?

Det var nogle af de spørgsmål, som Kommuneqarfik Sermersoooqs Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked fik svar på, da udvalget i sidste uge var på studerejse til København og Aalborg. Politikerne besøgte blandt andet den socialøkonomiske virksomhed Grennessminde, misbrugsbehandlingsstedet U-turn, TAMU Storkøbenhavn, der laver korte uddannelsesforløb, for unge der står uden for arbejdsmarkedet.

”Det har gjort et stort indtryk på mig, hvor gode de institutioner, vi har besøgt, er til at give udsatte unge indhold i livet og selvtilliden tilbage. Det skal vi have indarbejdet i vores arbejde med den målgruppe,” siger formand for Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked, Charlotte Ludvigsen.

Flere at de tiltag, som udvalget studerede i Danmark, er tæt på at blive indført i Grønland. Kommuneqarfik Sermersooq samarbejder nemlig med Grennessminde om at oprette en socialøkonomisk virksomhed i Tasiilaq, som skal åbne allerede til næste år. En socialøkonomisk virksomhed, er en virksomhed, hvor driften er indrettet, så der er plads til unge med udfordringer.

Unge var i fokus på studieturen, men der blev også tid til at besøge Sermersooqs venskabskommune Aalborg, Kofoeds Skole og Det Grønlandske Hus i Aalborg.