”Paamiut skal fortsat være et godt sted at bo”

En livlig og flot Kolonihavn, sanering af boligblokke og et smukt bycentrum. Det er tre fokuspunkter i helhedsplanen for Paamiut, som fastlægger potentialerne for byens rum. Planen skal være med til at udvikle og forstærke byen i fremtiden.

Kommunalbestyrelsen har godkendt ”Helhedsplan for Paamiut”. Helhedsplanen er opdelt i flere indsatsområder. Indsatserne er dog samlet under et enkelt tema: At skabe en sammenhængende by for menneskene i byen.

Helhedsplanen fastlægger på et overordnet niveau udviklingspotentialet af Paamiut. Det sker ved at styrke de eksisterende kvaliteter i byen, så Paamiut fortsat i fremtiden er en attraktiv, grøn og bæredygtig by, fastslår helhedsplanen.

”Det glæder mig enormt, at planen nu er på plads og godkendt. Målet med helhedsplanen er at skabe en større sammenhæng i oplevelsen af byen, så Paamiut fortsætter med at være et godt sted at bo. Det sker ved, at vi forskønner gadebelysningen, udsmykker med skulpturer og bygger nye legepladser, som også har fitnessudstyr. Et andet forslag i planen er at skabe mere liv på Kolonihavnen ved at skabe muligheder for at stå på skateboard eller løbe på løbehjul, mens området i andre sammenhænge for eksempel kan bruges som siddepladser eller til udendørsboder,” siger Malene Lynge (IA), udvalgsformand for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq.

Helhedsplanen er udarbejdet i tæt samarbejde med Lokaludvalget i Paamiut og skal bruges som et styringsredskab for netop lokaludvalget. Fokusområderne i helhedsplanen er blandt andet et resultat af ønsker fra borgermøder og anden borgerinddragelse.

Læs helhedsplan for Paamiut