Fitness er populært blandt de ældre

– De ældre står i kø for at komme på vores hold, siger fysioterapeut Malene Plambek Bengtsen

To gange om ugen kører hun holdtræning for de ældre og det foregår på pleje- og aktivitetscenteret Ippiarsuk i Nuuk.

Terapeutteamet i Nuuk tilbyder fitness til de personer der har nedsat funktionsniveau, og som gerne vil have hjælp af en fysioterapeut til træning. Det kan for eksempel være, hvis man ikke har den samme balance længere eller at det er blevet svært at gå op og ned af trapper.

– Vi kører et 16 ugers forløb for de ældre der er i stand til at træne selv. Det er meget vigtigt at holde sin krop i gang, så kroppens funktion ikke bliver unødvendigt nedsat. Vi er ved at være færdige med det nuværende hold og skal i gang med næste hold, siger Malene Plambek Bengtsen.

Birthe Hanfgarn (77), Marie Petersen (78) samt Anthon Falksen (77) var med på det første hold og de har været meget glade for at træne sammen.

– Det har været rigtigt godt. Det har til tider været hårdt, men det har været dejligt for kroppen. Vi har været igennem alle mulige slags øvelser, blandt andet balance øvelser, øvelser for hukommelsen og vi har brugt de forskellige motionsudstyr.

– Udover træningen har det også været dejligt med det sociale samvær. Vi bor ikke på plejehjemmet, vi har hver især vores eget hjem. Derfor har det også været dejligt at komme lidt ud og møde andre mennesker, siger de tre motionister.


Ældredertræner-012
Ældredertræner-018
Ældredertræner-024
Ældredertræner-037