Kommuneqarfik Sermersooq kæmper for at få ryddet sne i Tasiilaq.

I de seneste døgn er der faldet over to meter sne i Tasiilaq.  Så store snemængder på en gang giver Kommuneqarfik Sermersooq udfordringer.

”Vores folk kører i døgndrift, og vi har hyret alle ledige maskiner i byen ind. Alligevel vil det tage mindst en uge, før vi kommer til bunds i driverne.  Snefaldet har simpelthen været så stort”, siger driftschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Frank Rasmussen.

Tirsdag morgen sneede det stadig voldsomt i Tasiilaq, hvilket naturligvis forsinker snerydningen.

Kommuneqarfik Sermersooq har etableret et nødberedskab. Har man et akut behov for at forlade sit hjem, for eksempel for at komme på sygehuset, skal man kontakte viceberedskabschef Hendrik Andreassen  på telefonnummer: 598195.