I flere nordiske lande undersøges folkeskoleelevernes trivsel hvert år. Hvorfor ikke i Grønland, spørger formanden for Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Børn og Skole.

På mange skoler i Norge, Sverige og Danmark bliver eleverne hvert år bedt om at svare på en lang række konkrete spørgsmål om deres skolegang: Kan du lide at gå i skole? Er der mobning i din klasse?

Svarene på de spørgsmål bruges til at afdække, hvilke skoler eleverne trives i, men også til at give skolerne et fingerpeg om, hvilke klasser der trænger til et løft i trivslen.

”Som land har vi hårdt brug for alle oplysninger, der kan hjælpe os med at gøre vores børns skolegang bedre.  Derfor vil jeg opfordre Uddannelsesstyrelsen til hurtigst muligt at udarbejde en landsdækkende elevtrivselsundersøgelse,” siger formand for Udvalg for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Nivi Olsen.

Udvalget har tidlige drøftet at igangsætte undersøgelsen kun i Kommuneqarfik Sermersooq, men nåede frem til, at det ikke ville give de fulde fordele. De kan kun opnås ved en fælles indsats.

”Hvis undersøgelsen skal hjælpe os med at finde de skoler her i landet, hvor eleverne trives bedst, så vi kan udbrede deres metoder til alle kommuner, er det vigtigt, at vi finder en fælles metode. Derfor håber jeg, at Uddannelsesstyrelsen vil følge vores opfordring og hurtigst muligt gennemføre en elevtrivselsundersøgelse”, siger Nivi Olsen.