Fredag eftermiddag var der hyggelig sammenkomst i byrådssalen hvor man markerede, at man har nået 18.000 indbyggere i Nuuk.

Borgmester Asii Chemnitz Narup afslørede vinderne af konkurrencen #ilovenuuk, som har kørt på de sociale medier. Her har borgerne haft mulighed for at poste et billede med en kommentar om, hvorfor de kan li at bo i Nuuk.

Vinderne er fundet og det er:

Cecma Jakobsen og hun siger om Nuuk: #ilovenuuk fordi at Nuuk er der hvor store og små mødes. Fordi at Nuuk rummer liv og ro samtidigt i forenlighed. Fordi at Nuuk er byen hvor traditioner og ny tiltag mødes med hinanden.

Johanne-Marie Bergstrøm: Jeg elsker 3900 Nuuk York City. Verdens navle for alle de muligheder den byder os og ikke mindst fordi jeg er født og opvokset her. Gift her, har fået barn og en mere på vej og mine nærmeste er her med os og livet kan ikke være bedre.

Peter Nørris Christensen: Nuuk er en mangfoldig by og på alle måder i konstant udvikling, med altid godt vejr uanset hvordan vejret arter sig, og som jeg nødig vil forlade.

Isabella Christin Schluchtmann: Der er højt til loftet, plads til alle! Man smiler til dem man møder på sin vej! De smukke omgivelser, her er bare helt særligt! 

Kebarin Inthachit:  Jeg kommer fra Thailand og jeg har boet i Nuuk de sidste 8 år. Her er skønt om sommeren, men mindre skønt når sneen kommer.

Vinderne fik hver BOSE højtalere og der var underholdning af søskendeparret Rita og Malu Falck Petersen.