Kommuneqarfik Sermersooq sejler affald fra byer og bygder til afbrænding i hovedstaden.

Du læser Affaldscentrets månedlige status til borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq. Denne status samler op på september måned.

Læs statusrapport fra august

Til og med september har Sermersooq Affaldscenter modtaget 17.065 tons affald (godt 17 millioner kilo) til forbrænding og behandling på Modtagepladsen i Nuuk. Cirka 1.208 tons affald er sejlet ind til hovedstaden fra kommunens øvrige byer og bygder.

Hvordan løser Kommuneqarfik Sermersooq affaldshåndteringen i byer og bygder?
Svaret er individuelle løsninger. I kommunens forskellige byer og bygder er man nødt til at tage højde for lokale forhold – blandt andet antallet af indbyggere og affaldsmængder. Infrastrukturen har ligeledes stor indflydelse på håndteringen af affald. Der kan være stor forskel på, hvor ofte byer og bygder får besøg af skib. Ligeledes er der stor forskel på, hvilke skibstyper der kan anløbe byen eller bygden.

Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat
I Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat bliver forbrændingsegnet afffald opsamlet i en stor væsketæt komprimatorcontainer – en Presto PSR 10 (se billede). Affaldet bliver presset sammen i komprimatorcontaineren, så det fylder mindre. Når containeren er ved at være fuld, modtager Sermersooq Affaldscenter automatisk besked fra en lille chip i komprimatoren, så containeren med affald kan komme med Royal Arctic Line på næste mulige rute. Ombytningen sker cirka hver anden måned i Kapisillit. I Qeqertarsuatsiaat bliver containeren tømt cirka hver 14. dag. Til og med september er der fragtet 111 tons fra Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat til Nuuk til forbrænding.

Arsuk
Arsuk producerer cirka 400 kilo affald om ugen. Affaldet bliver pakket i væsketætte baller med en X25-ballepresser (se billede). Ballerne bliver sejlet til Nuuk til forbrænding i en container. Sermersooq Affaldscenter har i år modtaget 16 tons affald fra Arsuk.

Paamiut
Paamiut producerer cirka 15 tons affald pr. 10-12 dage. En CC 50-komprimator presser affaldet sammen til firkantede baller på 500 kilo stykket. En wrap-maskiner pakker ballerne ind i plast, inden det kommer på en container til hovedstaden. Sermersooq Affaldscenter har modtaget cirka 238 tons affald fra Paamiut i år.  

Tasiilaq
Tasiilaq har kun skibsanløb i sommermånederne. Det betyder, at affald fra hele vinterperioden bliver oplagret i op til seks måneder. Løbende bliver affaldet komprimeret og pakket. Hermed bliver lugtgener reduceret. Affaldet i Tasiilaq bliver pakket på samme måde som i Paamiut, inden det bliver transporteret med skib til Nuuk. Cirka 525 tons affald har Sermersooq Affaldscenter modtaget fra Tasiilaq i år.

Flere løsninger på vej
I flere af Kommuneqarfik Sermersooqs bygder på østkysten er transportløsninger til håndtering af affald i gang med at blive indført. Det sker i forbindelse med en større oprydning af bygdernes dumpe og øvrige fællesområder.