Kommunalbestyrelsen har vedtaget et kommuneplantillæg og godkendt en projektansøgning. Kommuneplantillægget giver mulighed for at opføre 90 boliger i området, som i dag kendes under navnet Nødhavnen. Projektansøgningen åbner op for et ridecenter i Nuuk-bydelen Qinngorput.

I dag kender de fleste mennesker i Nuuk området Nødhavnen som et område fyldt med både og en del bådvrag. De tider er nu snart forbi. Området er i øjeblikket i gang med at blive gjort klar til 90 nye boliger, rekreative områder og med mulighed for en integreret institution.

Projektet hedder ”Akornanni – 90 boliger” og indeholder blandede boligformer – herunder forskellige størrelser og ejerforhold.

”Nuuk vokser og mangler boliger. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan komme videre med at udvikle området, så vi bevæger os væk fra bådvrag og frem mod nye boliger. Det bliver både en blanding af mindre boliger til studerende og familier med lav indkomst samt større huse til familier. Det bliver et attraktivt område, som bliver bundet sammen af stier og rekreative faciliteter,” siger Malene Lynge (IA), udvalgsformand for Anlæg og Miljø.

Ridecenter i Qinngorput
Kommunalbestyrelsen har godkendt, at Nuuk i fremtiden kan få et ridecenter. Ideen er at skabe et ridemiljø med specialridning, fritidsridning og ridelejr og består af værelser, café, garage, stald og ridehal. Stalden vil kunne rumme op til 28 heste. Placeringen bliver på Qinngorput-sletten, nordøst for AHL-skolen med vejadgang via Qarsoq.

Interessenter kan nu udarbejde et kommuneplantillæg i samarbejde med kommunen. Interessenten skal herefter selv stå for byggemodning, byggeri og andre anlæg.

”Hovedstadsstrategien har fokus på erhverv og turisme. Derfor er det glædeligt, at vi nu er et skridt nærmere på at få et levende ridecenter til glæde for lokale og turister,” siger Malene Lynge.

Kommuneplantillægget og projektet for ridecenteret har været i offentlig høring i foråret i år.