Borger

Sermersooq: Ligeløn i daginstitutioner

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Usande oplysninger om pædagoglønninger har skabt hidsig debat.

I løbet af weekenden har enkelte medier påstået, at tilkaldte pædagoger i Kommuneqarfik Sermersooq aflønnes bedre end hjemmehørende, hvilket har afstedkommet mange rasende kommentarer på sociale medier.

Påstanden er usand. Det kan både pædagogernes fagforening NPK og Kommuneqarfik Sermersooq slå fast.

”Vores fagforening var den første, der opnåede en afskaffelse af fødestedskriteriet i 1991. Vi har haft ligeløn i 26 år, derfor er det ret frustrerende, at vi nu skal anklages for at svigte vores medlemmers interesser på den måde”, siger Naussúnguaq Bisgaard fra pædagogernes fagforening NPK.

Direktør i Kommuneqarfik Sermersooqs Forvaltning for Børn og Skole, Helene Broberg Berthelsen, er også frustreret over de usande oplysninger, som hun mener, er skadelige for arbejdsmiljøet i kommunens daginstitutioner.

”Vi forsøger at løse et rekrutteringsproblem, der har stor betydning for vores børn, men falske rygter om forskelsbehandling hjælper ikke på de unges lyst at til at søge ind i faget. Jeg ville ønske, at alle overvejede konsekvensen af at sprede falske rygter”, siger Helene Broberg Berthelsen.

Flere debattører har også ment at vide, at det er lettere for danske pædagoger at få personalebolig i Kommuneqarfik Sermersooq.  Dette afvises også af både NPK og Kommuneqarfik Sermersooq.

”I de seneste to år har vi givet bolig til 57 pædagoger på 0-6-års-området. Kun én af de boliger er gået til en ansat fra Danmark”, siger Helene Broberg Bertelsen.

Der er i dag 104 ansatte i daginstitutionerne i Nuuk. Af dem er der fire, der ikke oprindeligt er fra Grønland.