Sermersooq er en af Grønlands største offentlige indkøbere, og har i mange år arbejdet for bedre indkøb i kommunen.
Vi pejler efter såvel økonomisk som miljømæssig og social ansvarlighed. I Sermersooq ved vi, at gode organisatoriske rammer er en forudsætning for, at kommunen kan blive ved med at agere professionelt og effektivt i vores indkøb – til gavn for både borgere, leverandører og medarbejdere.
Sermersooq er nået langt med at drive den grønne omstilling i indkøbs- og produktprocesserne, men skal nå meget længere. Indkøb skal både løse en konkret efterspørgsel på varer og tjenesteydelser til blandt andet kommunens institutioner, samtidig med at indkøb skal bidrage til den grønne omstilling og social ansvarlighed i alle led og med afsmittende effekt til hele markedet og samfundet.
Sermersooqs indkøbspolitik sætter rammen for de særlige indsatser, som skal prioriteres de kommende år. Med politikken sættes retningen, og alle kommunens forvaltninger, enheder, institutioner og medarbejdere vil i deres daglige arbejde føre politikken ud i livet til gavn for borgere og samfund.
Denne Indkøbspolitik erstatter den første Indkøbspolitik i Kommuneqarfik Sermersooq fra 2015.