Høringssvar vedrørende forslag til Inatsisartutlov om tobak og tobakserstatninger

DOWNLOAD

Forvaltning for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende forslaget til Inatsisartutlov om tobaksvarer og tobakserstatninger. Vi vil også gerne udtrykke vores taknemmelighed for at have deltaget i den tidlige dialog, der gik forud for udformningen af lovforslaget. Det er tydeligt, at der er blevet lyttet til de input, der kom frem i den tidlige dialog med Politi, Sundhedsvæsen, Kommuner og erhvervsliv.

Vi anerkender og støtter det overordnede mål med lovforslaget om at styrke den strukturelle forebyggelse på rygeområdet og indføre nødvendige restriktioner vedrørende indførsel og salg af tobaksvarer. Forvaltning for Børn og Skole bakker særligt op om de forbud, der fremgår af §2, herunder forbuddet mod salg af snus, nikotinposer og E-cigaretter.

De seneste år har Kommuneqarfik Sermersooq oplevet udfordringer med brugen af snus og nikotinposer blandt børn og unge. Ifølge data fra skolebørns undersøgelsen (HBSC) i 2022 har 20% af eleverne i 7.-8. klasse og 37% af eleverne i 9.-10. klasse brugt snus inden for de sidste 30 dage. Samtidig er antallet af daglige rygere blandt eleverne ikke faldet; i 2018 røg 26% af eleverne i 9.-10. klasse dagligt, mens tallet i 2022 var steget til 31%.

I Kommuneqarfik Sermersooq arbejder vi målrettet på at reducere disse tal gennem forskellige indsatser for rusmiddelforebyggelse og forebyggelse af rygestart blandt børn og unge i skoler, klubber og fritidstilbud. Som kommune kan vi påvirke rammer, normer og adfærd i de kommunale institutioner, men vi har også brug for et stærkt fokus på strukturel forebyggelse i andre områder, hvor børn og unge færdes, såsom i det offentlige rum.

Derfor finder Forvaltning for Børn og Skole det positivt, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der beskytter børn og unge. Det fremgår af §7, at børn under 18 år ikke må beskæftige sig med salg af tobaksvarer, og af §12, at tobaksvarer ikke må være synlige for kunderne. Vi anerkender og støtter, at børn og unge er den primære målgruppe for lovforslaget, men forskning viser, at antallet af voksne rygere også påvirker, hvor mange unge der begynder at ryge. Det er derfor vigtigt at fokusere på rygestop generelt, ikke kun på de unge.

Der kunne med fordel være et øget fokus på restriktioner i forhold til salg af cigaretter, herunder krav om tilladelse til salg af tobaksvarer, hvilket ikke er medtaget i det nuværende lovforslag.

I forbindelse med §20, stk. 4, hvor arbejdsgivere pålægges at henvise til rygestopkurser, vil vi påpege, at der aktuelt ikke findes sådanne kurser i regi af Paarisa, Allorfik eller sundhedsvæsenet, som arbejdsgivere kan henvise til. Det er essentielt, at forudsætningerne for at gennemføre rygestopkurser er til stede, og at kommunerne understøttes i dette arbejde. Hvis opgaven alene skal løses i kommunerne, bør der afsættes midler og ressourcer til dette formål.

Med venlig hilsen
Forvaltning for Børn og Skole
Kommuneqarfik Sermersooq