Den gode medarbejder

Gode medarbejdere er en helt nødvendig forudsætning for, at vi kan løse vores kerneopgave og skabe værdi for borgerne. Ledelse handler om at skabe resultater gennem andre, så uden medarbejdere gør lederne ingen gavn. God ledelse og følgeskab fra medarbejderne er hinandens forudsætninger.

I forbindelse med udarbejdelsen af ledelsesgrundlaget fremkom der flere hundrede bidrag til, hvad en god medarbejder er i Kommuneqarfik Sermersooq. Lige mange medarbejdere og ledere har kommet med forslag, og essensen af dem står nedenfor:

  • Du har fokus på borgeren og yder god service
  • Du er professionel og kan adskille privatliv fra arbejdsliv
  • Du møder stabilt og til tiden
  • Du tager ansvar for at løse de opgaver, som du har påtaget dig eller er blevet tildelt
  • Du gør dig umage med dine opgaver
  • Du tager initiativ og arbejder selvstændigt, men er også god til at samarbejde
  • Du har mod på at udvikle dig fagligt og lære af dine erfaringer
  • Du er villig til at lære fra dig og hjælpe dine kolleger, også kolleger fra andre afdelinger
  • Du kan give konstruktiv feedback til dine kolleger og din leder
  • Du kan modtage konstruktiv feedback fra dine kolleger og din leder
  • Du taler med din leder og dine kolleger, i stedet for at tale om dem
  • Du er loyal mod din arbejdsplads, også når du har fri
  • Du møder borgere, kolleger og ledere respektfuldt og venligt
  • Du er åben for forandringer på arbejdspladsen og fleksibel i forhold til nye opgaver
  • Du bidrager aktivt til at skabe en god arbejdsplads, både fagligt og socialt

Ledere og medarbejdere kan have stor gavn af i fællesskab at tegne deres eget billede af, hvad der skal til for at være en god medarbejder. Det er også en god idé at drøfte, hvad der skal til, for at den enkelte og gruppen kan udvikle sig og blive endnu bedre til at skabe værdi for borgerne.