Hvordan foregår forløbet?

Når vi har behandlet din henvendelse, vil du blive inviteret til et møde her hos os. Hvis du ikke bor i Nuuk, men i en af kommunens øvrige byer eller bygder, vil vi i stedet invitere til et telefonmøde eller holde mødet over videokonference.

Er du pædagog i en daginstitution eller et fritidshjem, så anbefaler vi, at I så vidt muligt altid er mindst to fra institutionen, der deltager i mødet sammen (fx stuepædagogen og lederen).

Er du lærer, anbefaler vi også, at I så vidt muligt altid er mindst to fra skolen med til mødet (fx klasselæreren og rådgivningslæreren).

Er du forælder, så anbefaler vi, at begge forældre er med, hvis det kan lade sig gøre.

Til mødet vil vi så vidt muligt forsøge at besvare dit spørgsmål med det samme eller komme med anbefalinger til, hvordan du kan arbejde med den problemstilling, du oplever.

Hvis vi ikke kan besvare dit spørgsmål umiddelbart, vil vi i stedet aftale et undersøgelsesforløb med dig på mødet. Hvert undersøgelsesforløb er forskelligt, for forløbet er skræddersyet efter den problemstilling, som skal afdækkes. I den sammenhæng vil vi lave en kontrakt med dig om den ydelse, som Misi leverer.