
Den første vinterudgave af uddannelsesforløbet Mountain Leader Training blev afholdt i Tasiilaqs bagland i marts. Initiativet indgår som en del af et projekt, der skal styrke lokale unges kompetencer til at guide turister på flerdagsture i områdets natur.
En gruppe på fire unge fra Tasiilaq deltog i det ti dage lange forløb, hvor de blev instrueret i sikker færden på vinterfjelde, turledelse og vinterfriluftsliv under arktiske forhold. Træningen fandt sted i og omkring Tasiilaqs fjeldområder og stillede betydelige krav til både fysisk udholdenhed og samarbejde.
Styrkelse af lokale kompetencer i turisme
Forløbet er en del af Mountain Leader-projektet, der har til formål at opbygge lokale kompetencer inden for naturbaseret turisme i Østgrønland. Den stigende interesse for arktiske oplevelser stiller større krav til lokale guider med erfaring i natur, sikkerhed og kultur.
Projektet samarbejder tæt med Instruktørerer fra den skotske organisation The Polar Academy, der er med til at sætte høje internationale standarder for deltagerne. Deltagere, der fuldfører kurset, modtager kursusbeviser, der lever op til internationale krav på området.
Under træningen indgik udvikling af færdigheder såsom backcountry-ski med pulk, vurdering af sikkerhed under vinterforhold, håndtering af ekstrem kulde, etablering af sikre vinterlejre samt planlægning af flerdagsture med teltovernatning. Derudover blev formidling og integration af kulturel baggrund vægtet, så deltagerne kan inddrage deres lokale identitet i rollen som guider.
Internationalt samarbejde
Mountain Leader Training organiseres i samarbejde med Igdlo (kommunalt ungdomskulturhus i Tasiilaq), projektet ’Vi samarbejder i Tasiilaq’, Sustainable Now Greenland, lokale turismeoperatører og The Polar Academy.
Projektet modtager støtte fra Kommuneqarfik Sermersooq. Regionschef for Østgrønland, Hjørdis Viberg, understreger betydningen af vintertræningen:
“Det er vigtigt at investere i unge og give dem mulighed for at bidrage til turismeudviklingen. Forløbet styrker både deres individuelle færdigheder og regionens udviklingspotentiale,” udtaler regionschefen.
Denne vinterudgave repræsenterer ikke blot en sæsonmæssig udvidelse, men også et strategisk skridt mod øget lokal involvering i turismeudviklingen i Østgrønland.
4 unge fra Tasiilaq deltog og alle 4 bestod forløbet.
Projektet er afhængigt af støtte, også i fremtiden. Indtil nu har projektet modtaget støtte af Kommuneqarfik Sermersooq, Det Nissenske Familie Fond, Kreamers Grønlandsfond, Sustainable Now og PH-Outdoor, hvilket muliggør gennemførelse af træningen med nødvendigt udstyr og logistik.







