Borger

Kommuneqarfik Sermersooq ansætter ny direktør for Børn og Skole

Kommuneqarfik Sermersooq har ansat Tina Evaldsen som ny direktør for Børn og Skole. Ansættelsen sker efter et stærkt ansøgerfelt, hvor ansættelsesudvalget enstemmigt pegede på Tina Evaldsen som den rette kandidat til stillingen.

Med ansættelsen får kommunen en erfaren og forandringsorienteret direktør med solid ledelseserfaring fra både det sociale og sundhedsfaglige område.

Tina Evaldsen kommer fra en stilling som chef for Socialstyrelsen og har tidligere været afdelingschef i Paarisa. Her har hun arbejdet målrettet med sundhedsfremme og forebyggelse og har opnået stor erfaring med tværgående samarbejde.

“Tina Evaldsen har gennem sin karriere vist stærke kompetencer inden for ledelse, samarbejde og udvikling. Hun har en vigtig forståelse for de sammenhænge, der er mellem trivsel, forebyggelse og børns udvikling, og vi ser frem til at få hendes erfaringer i spil i arbejdet med vores børn og unge,” siger kommunaldirektør Ole Jakobsen.

Tina Evaldsen ser frem til sin nye rolle og til at arbejde med børn og skoleområdet i kommunen: “Jeg glæder mig meget til at blive en del af Kommuneqarfik Sermersooq og til at arbejde med børn og skole. Det er et område med stor betydning for fremtiden, og jeg ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling i tæt samarbejde med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere.”

Tina Evaldsen er 49 år og har desuden erfaring fra Nuuk Kommune og glæder sig nu til at vende tilbage til kommunen i en ny rolle. Den nye direktør tiltræder 1. maj 2026.