
Flere lokale operatører, nye samarbejder og stigende krydstogtaktivitet vil løfte turismen til næsten 30.000 årlige gæster.
Turismen i Paamiut har gennem de seneste otte år været i en markant positiv udvikling, og med 29.873 registrerede besøgende via krydstogtturismen i 2025 indtager Paamiut en tredjeplads på kysten, målt på antal gæster.
Interessen for turisme er vokset betydeligt i takt med, at antallet af besøgende er steget. Derfor har de lokale turismeaktører i Paamiut engageret sig aktivt i at udvikle turismen og opbygge erhvervet. Udviklingen er sket i tæt samarbejde mellem lokale aktører og Kommuneqarfik Sermersooq. Visit Paamiut, som er en del af kommunens Erhvervsafdeling, har haft en central rolle i at understøtte opbygningen af turismeerhvervet, blandt andet gennem rådgivning, kompetenceudvikling og konkrete forløb for lokale iværksættere.
I dag er der fire bådoperatører i Paamiut – NAJANI Boat Charter, Arctic Nanu Tours, Nanoq Boat Tours og Paamiut Boat Tours. Derudover er der én etableret landbaseret turismeaktør, RuPo, herunder Paamiut Tour Agency. Samlet set bidrager det til et bredere og mere varieret udbud af oplevelser for besøgende. Flere af de lokale aktører har deltaget i kommunens PAX 12 sikkerhedscertificeringskurser, hvilket vil styrke både sikkerhed og kvalitet og bidraget til at professionalisere branchen lokalt.
“Det er meget positivt at se, hvordan turismen i Paamiut har udviklet sig over en årrække. Der er skabt et stærkt lokalt engagement, og vi kan se, at samarbejdet mellem virksomheder og kommune giver konkrete resultater,” siger borgmester Avaaraq Olsen, formand for Udvalg for Økonomi og Erhverv.
Den stigende turisme hænger i høj grad sammen med en øget aktivitet inden for krydstogtsturisme. De mange anløb har samtidig skabt grundlag for udvikling af nye produkter og oplevelser målrettet kortere besøg i byen. Der er blandt andet igangsat initiativer inden for landbaseret turisme, hvor lokale iværksættere arbejder på at etablere et turismekontor i det tidligere kvindeforeningshus. Her er planen at skabe et samlingspunkt for formidling af lokal kultur og turismeaktiviteter.
Som en del af udviklingen arbejdes der med at inddrage eksisterende kulturarv og lokale ressourcer i nye produkter, herunder brug af nationaldragter, salg af lokale produkter og samarbejde med andre aktører om at udvide udbuddet. Der er også fokus på at udvikle oplevelser, hvor besøgende kan få indblik i lokal kultur gennem blandt andet guidede aktiviteter og arrangementer.
Samtidig er en ny type virksomhed under opbygning i Paamiut. Der er tale om et turistagentur, som er under planlægning og forventes etableret i løbet af året. Formålet er at samle og koordinere aktiviteter på tværs af lokale aktører og dermed sikre en mere sammenhængende håndtering af bookinger, planlægning og afvikling af oplevelser – særligt i forbindelse med krydstogtanløb.
Turistagenturet forventes blandt andet at stå for koordinering af bådture i samarbejde med de lokale aktører, udvikling af guidede byvandringer og håndtering af gæsteforløb fra ankomst til afslutning. Der arbejdes også med at udvikle kulturelle oplevelser som kaffemik, musik, dans og lokalhistorisk formidling.
Initiativet bygger på et tæt samarbejde mellem flere lokale virksomheder, hvor målet er at skabe stærkere og mere sammenhængende turismeprodukter. Det vurderes at kunne løfte både kvaliteten og kapaciteten i Paamiut som destination, særligt i takt med den stigende interesse fra krydstogtsturismen.
“Vi har et godt fundament at bygge videre på. Med flere lokale initiativer og en fortsat udvikling af turismeprodukterne står Paamiut stærkt i forhold til at tiltrække endnu flere gæster i de kommende år,” siger Avaaraq Olsen.
Kommuneqarfik Sermersooq forventer, at udviklingen i Paamiut vil fortsætte i de kommende år. Med et stærkere samarbejde mellem lokale aktører, en fortsat professionalisering af turismeerhvervet og en stigende efterspørgsel fra krydstogtsturismen er der skabt et solidt grundlag for yderligere vækst.
