Borger

Styrkelse af vores fritidsklubber

Kommunalbestyrelsen har godkendt en ny sektorplan for fritidsklubberne for 9–21-årige i alle byer og bygder i Kommuneqarfik Sermersooq. Sektorplanen fastlægger den overordnede strategiske retning for udviklingen af området i de kommende år.

Målet er at styrke rammerne for fællesskab, trivsel og gode oplevelser efter skoletid – men de konkrete indsatser og prioriteringer bliver først fastlagt i de kommende handleplaner og i forbindelse med den politiske budgetproces.

– Fritidsklubberne spiller en vigtig rolle i mange unges hverdag. De er et sted, hvor man kan være sig selv, møde venner, prøve nye aktiviteter og få støtte fra voksne. Med sektorplanen sætter vi en klar retning for det videre arbejde, siger Poul Petersen, formand for Børn, Familie og Undervisning i Kommuneqarfik Sermersooq.

En strategisk retning for udvikling

Sektorplanen er første skridt i et flerårigt udviklingsarbejde. I løbet af 2026 og 2027 udarbejdes der konkrete handleplaner, som skal beskrive, hvilke indsatser der skal prioriteres, hvordan de skal gennemføres, og hvilke ressourcer de kræver.

– Med den godkendte sektorplan har vi et fælles strategisk fundament at arbejde ud fra. De konkrete beslutninger om indsatser og økonomi træffes i de kommende handleplaner og budgetforhandlinger, siger Poul Petersen.

Sektorplanen peger blandt andet på behovet for at:

  • sikre trygge og udviklende klubmiljøer
  • styrke børn og unges trivsel og fællesskab
  • give medarbejderne bedre muligheder for faglig udvikling
  • arbejde med tidssvarende fysiske rammer
  • styrke kultur, identitet og tilhørsforhold
  • anvende digitale løsninger mere målrettet

Inddragelse og næste skridt

I det videre arbejde vil børn og unge, medarbejdere og øvrige relevante interessenter blive inddraget i udviklingen af de konkrete handleplaner. Den nærmere form og tidsplan for inddragelsen vil blive meldt ud i forbindelse med den videre proces.

Selve sektorplanen medfører ikke i sig selv nye bevillinger, men danner grundlag for de prioriteringer, der løbende vil blive behandlet i budgetforhandlingerne fra 2026 og frem.

– Det er vigtigt for os, at udviklingen sker på et solidt og gennemtænkt grundlag – både fagligt og økonomisk. Med sektorplanen får vi overblik og retning, og nu starter det konkrete arbejde, siger Poul Petersen.