
Lukningen af Kommuneqarfik Sermersooqs svømmehal i Nuuk er før blevet udsat. Den er nu fastsat til at starte den 1. marts og renoveringen forventes at tage et år.
Renoveringen kræver at svømmehallen lukker helt. Projektets sigte er først og fremmest at skabe stabil adgang for Nuuks borgere til deres svømmehal. Dertil vil der også være en række forbedringer af anlægget i forbindelse med renoveringen.
Lukningen vil være en længerevarende udfordring for de svømmeglade borgere, der regelmæssigt benytter Svømmehallen Malik. Derfor opfordrer svømmehallen dens regelmæssige gæster til at finde alternative muligheder for motion og trivsel i perioden, hvor svømmehallen er lukket.
Svømmehallen Malik og Kommuneqarfik Sermersooq ser frem til en ny og forbedret svømmehal til glæde for byens glade vandhunde.







