Borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser – og deres pårørende – kan henvende sig ét sted for at få hjælp til koordinering, vejledning og kontakt til kommunens tilbud.
Kommuneqarfik Sermersooq har Den Koordinerende Handicapenhed, som er en afdeling målrettet borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser samt deres pårørende. Enheden fungerer som et samlet kontaktpunkt for borgere, der har brug for hjælp til at finde rundt i kommunens tilbud og forvaltninger på handicapområdet.
Den Koordinerende Handicapenhed understøtter borgere med koordinering og vejledning i forhold til de støttemuligheder, der findes i kommunens forskellige forvaltninger. Formålet er at bidrage til mere sammenhængende og overskuelige forløb, så borgere ikke selv skal navigere mellem flere afdelinger.
Behovet for en koordinerende funktion er tydeligt, da mange borgere oplever udfordringer med at finde den rette hjælp eller få overblik over deres muligheder. Enheden tilbyder derfor rådgivning og vejledning til borgere, som er i tvivl om rettigheder, støttebehov eller kommunale tilbud. Samtidig arbejder enheden med at sikre, at relevante støttemuligheder aktiveres på tværs af kommunen, så forløb ikke går i stå.
Teamleder i Den Koordinerende Handicapenhed, Nielsine Grønvold Petersen, opfordrer borgere til at tage kontakt, hvis de har behov for støtte på området: ”Vi står klar til at hjælpe borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres pårørende med at finde vej i systemet. Man er velkommen til at henvende sig, uanset om man har brug for rådgivning, overblik eller hjælp til koordinering. Det vigtigste er, at borgerne ikke står alene med deres spørgsmål.”
Borgere kan henvende sig personligt ved skranken i Forvaltningen for Velfærd og Arbejdsmarked på Rådhuset.
Derudover kan Den Koordinerende Handicapenhed kontaktes på telefon 36 66 66 eller via e-mail khe@sermersooq.gl.
Du kan læse mere om tilbuddet på kommunens hjemmeside: https://sermersooq.gl/da/den-koordinerende-handicapenhed-hjaelp-til-vejledning-og-koordinering/
