I alt 39 unge har det seneste år fået støtte gennem efterværn i Kommuneqarfik Sermersooq – en indsats, der nu styrkes for at hjælpe flere unge godt på vej fra anbringelse til et selvstændigt voksenliv.
For de fleste markerer det at fylde 18 år et skridt ind i voksenlivet. Men for unge, der har været anbragt udenfor hjemmet eller vokset op i social udsathed, kan overgangen være præget af utryghed og store krav. Her spiller efterværn en afgørende rolle.
“Mange af de unge, vi møder, har brug for at få lov at være unge lidt længere – selvom de på papiret er voksne. De har måske ikke haft mulighed for at lære basale ting som at betale regninger eller planlægge hverdagen. Her træder vi til og støtter dem på vej – altid i øjenhøjde og med respekt for, hvor de er i livet,” fortæller en fagperson fra efterværnsteamet.
Tryghed, fællesskab og nye muligheder
Efterværn handler ikke kun om praktisk støtte, men også om tryghed, kontinuitet og relationer. Mange unge beskriver efterværnet som et sted, hvor de for første gang har oplevet at høre til.
En af de unge, som snart afslutter sit forløb, fortæller: “Jeg har oplevet at få en god og ordentlig støtte, og jeg har haft en voksen at læne mig op ad. Efterværn har givet mig redskaber til at blive mere selvstændig på en god og tryg måde. Jeg har fået mange redskaber til at håndtere de udfordringer, der følger med at blive voksen. Jeg har også lært at tænke på en sundere måde, haft gode samtaler og fået indsigter, som jeg kan bruge i fremtiden.”
Af de 39 unge, der modtog støtte det seneste år, er 14 nu afsluttet – flere af dem med fast arbejde, i uddannelse eller i egen bolig.
Indsatsen virker
Efterværn styrker unges selvstændighed, trivsel og livsmod. Kommunens fagpersoner oplever, at flere unge får troen på sig selv igen, opbygger netværk og tager ansvar for deres eget liv.
“Når en ung fortæller, at støtten har givet mod til at tage en uddannelse og tro på sig selv, ved vi, at indsatsen virker. Samtidig skal vi huske at anerkende det store arbejde, fagpersonerne gør hver dag – uden deres indsats ville de unge ikke opleve den tryghed, som gør efterværn til en investering, vi som samfund ikke har råd til at undvære,” siger fagchef Maliina Junge Jørgensen.
Kommuneqarfik Sermersooq har til hensigt løbende at styrke kvaliteten og effektiviteten af efterværnsindsatsen for at sikre, at unge i sårbare positioner får den bedst mulige støtte på vejen mod et selvstændigt liv.
