Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at midlertidigt lukke Atuarfik Samuel Kleinschmidt (ASK), efter at der er konstateret skimmelsvamp i flere lokaler. Lukningen sker som en forebyggende sikkerhedsforanstaltning for at beskytte elever og ansatte.
Beslutningen følger efter, at Ukaliusaq Skolen (USK) i september blev lukket på grund af lignende fund. ASK blev undersøgt umiddelbart efter USK, da bygningerne har lignende konstruktion og ventilationsforhold.
”Vi handler hurtigt og ansvarligt. Sundhed og sikkerhed for børn og medarbejdere kommer altid først. Vi forstår, at det skaber bekymring, men vi gør alt for, at undervisningen kan fortsætte uden afbrydelser,” siger borgmester Avaaraq Olsen.
Kommunen iværksatte en grundig teknisk undersøgelse i ultimo september for at få klarlagt omfanget og årsagen til skimmelfundene. I mellemtiden bliver undervisningen flyttet til alternative lokaler, så alle elever fortsat kan modtage undervisning.
Forældre og ansatte informeres direkte, og der bliver løbende lagt opdateringer på kommunens hjemmeside og Facebookside.
”Vi beder om forståelse og samarbejde fra forældre og ansatte i denne periode. Det er en uforudset situation, men vi står sammen om at skabe trygge rammer for børnene,” afslutter borgmester Avaaraq Olsen.