Borgerne i Paamiut deltog talstærkt, da Kommuneqarfik Sermersooq satte gang i arbejdet med en strategi for byens fremtid.
Kommuneqarfik Sermersooqs Ledelsessekretariat afholdt i sidste uge et borgermøde i Paamiut sammen med borgmester Avaaraq Olsen og kommunalbestyrelsesmedlem Dorthe-Marie Mogensen-Fontain.
Arbejdet med strategien er kun lige begyndt. Det er vigtigt helt fra start at sikre en bred inddragelse af borgerne. Strategien skal indeholde klare pejlemærker for, hvordan byen kan udvikle sig på længere sigt.

”Hvis byen skal udvikles på alle områder, må vi gøre det i tæt samarbejde med de lokale borgere. Uanset hvilke politiske beslutninger vi træffer, så bliver målene kun papirøvelser, hvis vi ikke inddrager borgerne og gør dem til medejere. Derfor glæder det mig utrolig meget, at så mange borgere dukkede op,” siger borgmester Avaaraq Olsen.
Mange borgere deltog i mødet i forsamlingshuset Taqqissuut – repræsenteret på tværs af aldersgrupper. Det er vigtigt, at alle Paamiut-borgere inddrages i strategiarbejdet. Forud for borgermødet blev både skoleelever og Erhvervsrådet i byen mødt og hørt.

I begyndelsen af arbejdet med strategien blev borgernes idéer ikke begrænset. De ansvarlige for strategiprocessen lagde vægt på, at alle ønsker, idéer og visioner skulle skrives ned. Svømmehaller, biografer og nye 3.000 borgere i Paamiut og mange andre emner blev nævnt.
En af deltagerne på borgermødet var Aputsiaq Inuk Petersen.
”Det er helt rigtigt, at borgerne inddrages i byens fremtid, og diskussionerne viste, at visionerne spænder bredt. Det er en god mulighed vi har fået, og jeg håber virkelig, at drømmene bliver til virkelighed,” siger Aputsiaq Inuk Petersen.

Strategiarbejdet fortsætter i de kommende måneder, hvor borgerne igen vil blive inviteret til at bidrage, inden en samlet strategi for Paamiuts udvikling bliver fremlagt.