Kommuneqarfik Sermersooq er glad for at kunne fortælle, at den nye dyrekirkegård i Nuuk nu står klar til brug. Dermed bliver et mangeårigt ønske fra borgerne til virkelighed, og kæledyrsejere i hovedstaden får for første gang et officielt sted, hvor de kan give deres dyr en værdig afsked.
Projektet udspringer af et borgerforslag, der blev indsendt via Kommuneqarfik Sermersooqs borgerinddragelsesplatform Kommuneqarfiga i sommeren 2021. Forslaget blev taget godt imod af både borgere og kommunalbestyrelsen, og arbejdet med at finde en egnet placering og etablere kirkegården har siden stået på.
Formålet med dyrekirkegården er at give familier og kæledyrsejere et trygt og ordentligt sted, hvor de kan mindes deres dyr. Mange betragter deres kæledyr som en del af familien, og med den nye kirkegård bliver der nu mulighed for at markere afskeden på en mere værdig måde end tidligere.
Dyrekirkegården ligger i det naturskønne område mellem vejen Pisisseq og bjergskråningen ved Ukkusissat. Placeringen er valgt, fordi den ligger tæt på byen, men stadig giver ro og plads til eftertanke. Selve nedgravningsarealet rummer plads til op mod 100 gravpladser, hvilket forventes at kunne dække behovet i mange år fremover. Allerede inden åbningen er de første 10 pladser blevet reserveret, hvilket understreger, at der har været stor interesse for projektet.
Forvaltningen af dyrekirkegården er lagt i hænderne på Donnas Dyreklinik. Klinikpersonalet vil stå for at administrere gravpladserne og hjælpe borgere, eller dem der har spørgsmål om brugen af kirkegården.