Der er stor slitage på vejene i Nuuk, og det skaber naturligt frustration hos mange borgere. Der er flere årsager til situationen – og nu arbejdes der målrettet på at forbedre forholdene.
“Vi ved godt, at folk er trætte af at køre i huller. Derfor handler det for os ikke om store løfter, men om at få gjort det, vi kan – dér hvor behovet er størst,” siger Uju Petersen, formand for Udvalg for Teknik og Miljø.

Siden 2020 har det primært været lufthavnsbyggeriet, der har haft førsteprioritet i brugen af det asfaltværk, som kommunen overtog fra Munck. Det betød, at kapaciteten til kommunens egne veje har været begrænset. Samtidig har det stigende antal biler i Nuuk lagt yderligere pres på vejnettet. Målinger viser for eksempel, at op mod 19.000 biler dagligt passerer Sipisaq.
Sæsonen for asfaltering er i forvejen kort, og vejret har i flere år gjort det vanskeligt at udnytte den fuldt ud. Det er kun muligt at lægge asfalt, når udetemperaturen er over 5 grader, og asfalten skal være mindst 120 grader varm, når den tromles. Både sne i maj og regn i juni og juli har reduceret antallet af arbejdsdage.
Lufthavnsbyggeriet er nu afsluttet, og det giver bedre kapacitet til arbejdet med Nuuks veje. Der er allerede igangsat en prioritering af de mest nedslidte strækninger, og der er søgt om ekstra midler til at komme i gang med de nødvendige reparationer denne sommer.
“Nu kan vi selv styre, hvornår og hvor der skal lægges asfalt. Det giver os langt bedre mulighed for at få styr på vejene,” siger Uju Petersen og afslutter:
“Vi når ikke det hele på én gang, men vi er i gang – og vi starter med de steder, hvor det er allermest tiltrængt.”