Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse har besluttet at ophæve venskabsaftalen med Gentofte Kommune, herunder en aftale om udveksling af skoleelever fra Tasiilaq og Gentofte. Beslutningen blev truffet på kommunalbestyrelsens sidste ordinære møde inden kommunalvalget den 1. april 2025.
Borgmester Avaaraq Olsen udtaler: “Et venskab kræver gensidig respekt og tillid. Når disse forudsætninger ikke længere er til stede, er det naturligt at tage et skridt tilbage og genoverveje samarbejdet. Vi har forsøgt at opdatere aftalen, men det er vigtigt, at begge parter engagerer sig i processen. Udveksling af skoleelever vil fortsat være en prioritet, og derfor er administrationen blevet pålagt at afsøge nye muligheder for lignende aftaler.”