Børn og unge i Tasiilaq kan snart se frem til en ny legeplads og bevægelsespark, efter Folketingets Grønlandsudvalg har bevilliget midler til projektet. Det nye aktivitetsområde bliver et samlingspunkt for leg, bevægelse og fællesskab, hvor byens børn og unge kan udfordre sig selv og hinanden.
“Den kommende legeplads placeres centralt i byen ved Fritidsklubben og Forsamlingshuset, et område, der i forvejen er udlagt til rekreative formål. Her vil der også blive opsat siddemøbler, så borgere, forældre og bedsteforældre kan nyde omgivelserne, mens børnene leger,” siger regionschef Hjørdis Viberg.
En af de store attraktioner bliver en pannabane – en lille, mangekantet boldbane, hvor børn og unge kan øve tricks og finter med bolden. Området skal inspirere til nye lege og bevægelsesformer, der kan styrke både motorik og fællesskab.
“Materialerne til bevægelsesparken ankommer med det første skib til foråret, hvorefter monteringen går i gang. Derudover er det planen at inddrage byens unge i arbejdet med opførelsen af legepladsen,” siger Hjørdis Viberg.
Projektet er en del af Tasiilaqs indsats for at skabe gode rammer for børn og unges trivsel og fysiske udfoldelse. Kommuneqarfik Sermersooq støtter op om visionen om at gøre Grønland til verdens mest fysisk aktive land i 2030, og den nye bevægelsespark er et vigtigt skridt i denne retning.
Senere vil der komme flere initiativer til gadeidræt og kultur i Tasiilaq, når kommunens samarbejde med GAME om etableringen af et playmakerprogram bliver en realitet.