Borger

Bland vores børn udenom!

En samlet kommunalbestyrelse tager stærkt afstand fra, at journalister og influencere fra hele verden opsøger børn i Grønland for at interviewe dem om deres politiske holdninger.

Grundet den kommende amerikanske præsidents fokus på landet er udenlandske journalister og influencere taget til Grønland som aldrig før. De fleste af dem opfører sig eksemplarisk, men et mindretal har gjort sig meget uheldigt bemærket i de grønlandske medier.

Disse personer kontakter blandt andet børn og unge på gaden for at interviewe dem. Der laves videooptagelser, som bliver delt i nyheder og på sociale medier over hele verden, uden at barnets forældre har givet samtykke.

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq tager stærkt afstand fra denne praksis og beder de besøgende om at afholde sig fra at opsøge børn.

“Jeg ved ikke, om de kommer fra lande, hvor de etiske standarder for medierne er markant anderledes end vores, men her i Grønland udstiller man ikke børn på den måde. De skal have forældrenes accept, inden de filmer dem,” udtaler borgmester Avaaraq Olsen.

Hun fortsætter: “Samtidig er der eksempler, hvor amerikanske influencere ligefrem har filmet børnene, mens de giver børnene mange hundrede dollars i kontanter. Antageligvis for at få opmærksomhed på sociale medier eller måske for at dreje en offentlig debat i en specifik retning. Det er intet andet end moralsk forkasteligt.”

Skoler og daginstitutioner i Nuuk har ligeledes afvist flere journalister, der er mødt op uden aftale med hverken institutioner eller forældre for at interviewe børn. Journalisterne er i alle tilfælde blevet afvist, så snart personalet på skolerne er blevet opmærksomme på dem.

Borgmester Avaaraq Olsen uddyber: “Disse journalister og influenceres tilgang til at skabe indhold til deres medier er ganske enkelt usmagelig. Børn skal ikke interviewes, uden at forældrene har givet tilladelse. Børn skal heller ikke bestikkes med store kontantbeløb for at få dem til at udtale sig positivt om en amerikansk mediepersonlighed. Det er heller ikke i orden for repræsentanter fra internationale medier at møde uanmeldt op på en skole med forventningen om at kunne interviewe børn om lignende emner midt i deres skolegang.”

Kommunalbestyrelsen opfordrer alle forældre til at tage en snak med deres børn om, hvordan de skal forholde sig, hvis journalister eller influencere kontakter dem. For eksempel hvilke konsekvenser det kan have, og at de altid kan sige nej til at være med.

En samlet kommunalbestyrelse siger mange tak til de journalister og influencere, der opfører sig respektfuldt under deres besøg. Derimod tager kommunalbestyrelsen stærk afstand fra de få, der ikke tager sig tid til at sætte sig ind i Grønlands værdier, og som på den ene eller anden måde forsøger at udnytte børn og unge for egen vindings skyld.