Nuuks unikke bagland rummer et enormt potentiale som vandredestination. Derfor har Visit Nuuk i samarbejde med vandreentusiast Valdemar Wilhjelm Geisler markeret vandreruten mellem Nuuk og Kapisillit over sommeren. Et arbejde som nu er færdiggjort.
“Vi oplever stor efterspørgsel på vandreturisme i Nuuk. Ruten mellem Nuuk og Kapisillit tager dig med gennem Nuuks unikke bagland og rummer meget af det, som vandrere efterspørger. Nogle gæster er erfarne vandrere, mens mange foretrækker at have en guide med. Vi arbejder på at udvikle tilbud, der kan tiltrække begge typer turister og samtidig understøtte lokale turoperatører,” udtaler Sara Nissen, Destination Manager i Visit Nuuk.
Den nye markering af vandreruten er blandt andet med til at sikre, at vandrere følger den mest sikre og optimale rute. Valdemar Wilhjelm Geisler fortæller:
“Markeringen af den nye rute skal være med til, at man undgår utilsigtede fejltagelser af de mange dale på ruten og derudover også, at man undgår at fare vild og dermed havne i farlige situationer. Det har været ekstra vigtigt for os at markere hyppigt og tydeligt i de passager, hvor ruten kan synes ufremkommelig.”
Visit Nuuk udvikler Nuuk som vandredestination
Vandreruten er en del af et større arbejde Visit Nuuk er i gang med, hvor formålet er at udvikle Nuuk som vandredestination. En udvikling, som foregår i tæt dialog med både lokale turoperatører og borgere i Nuuk og Kapisillit. Samarbejdet har ført til markeringen af flere konkrete ruter. Blandt andet vandreruten fra Kapisillit til Isfjorden, fra anstalten til shelter 1 og rundt om Pingu inde i Kapisillit. Der er planer om at udvide med flere ruter i fjorden for at sprede belastningen på naturen.
“Jeg er glad for, at vi er kommet godt i gang med at udvikle vandreturismen omkring Nuuk, og at det sker i tæt samarbejde med lokale aktører. Vi er langt fra i mål, men vi har lagt et stærkt fundament for en turisme, der gavner både lokalsamfundet og naturen,” siger Sara Nissen.
Etablering af bro i Kapisillit
For at understøtte vandreturismen yderligere arbejder Visit Nuuk på at etablere en bro over elven i Kapisillit for at beskytte laksen og gøre vandreruten mere tilgængelig. Broen forventes at stå færdig i efteråret 2024 eller foråret 2025. Derudover arbejdes der på at etablere gangbroer gennem vådområder og 12 shelters i Nuuks bagland, som vil komme både lokale og turister til gavn.
Visit Nuuk forventer at have kortmateriale, gps-ruter og rutebeskrivelser klar til næste sæson. Materialet beskriver oplevelserne og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på ruterne og skal hjælpe både herboende og gæster til at få en god oplevelse på deres vandreture.