En ny undersøgelse fra Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked i Kommuneqarfik Sermersooq viser, at ældre, der dyrker regelmæssig motion, føler sig mindre ensomme. Undersøgelsen, der er gennemført blandt 433 borgere over 67 år, viser en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og mentalt velvære. De ældre, der er fysisk aktive, føler sig sjældnere ensomme og rapporterer samtidig om et bedre mentalt helbred. Det samme gælder ældre, der bruger naturen.
Heldigvis rapporterer de fleste borgere i undersøgelsen, at de har et godt fysisk helbred og sjældent følger sig ensomme.
Ældre med fysiske funktionsnedsættelser føler sig oftere ensomme og kommer sjældnere ud i naturen. For at styrke ældres sundhed er kommunen ved at lancere DigiRehab, et digitalt træningsprogram på grønlandsk, der skal hjælpe ældre med hjemmetræning og øge deres aktivitetsniveau.
Kommunen tilbyder også en række gratis aktivitetstilbud til borgere over 67 år. I Svømmehallen Malik er der mandag til fredag gratis adgang for pensionister i dagtimerne. I Paamiut er hallen samt fitness og motionsrum til fri afbenyttelse for de ældre og i Tasiilaq er alle fritidstilbud gratis.