Borger

Ungdomskommunalbestyrelsens sidste møde

Den nuværende ungdomskommunalbestyrelse har holdt deres sidste møde, hvor de både fik status deres anbefalinger til kommunalbestyrelsen, og hjalp med at gøre klar til det næste valg.

Medlemmerne i ungdomskommunalbestyrelsen bliver valgt af eleverne på kommunens skoler blandt deres egne, og repræsenterer kommunens unge i to år ad gangen.

Den nuværende ungdomskommunalbestyrelse har gennem en række møder og workshops fundet frem til og arbejdet for at få deres anbefalinger præsenteret for kommunens lokalpolitikere.

Efter at være blevet behandlet i kommunens forvaltninger, er de fire anbefalinger nu blevet behandlet af kommunalbestyrelsen, og mandag den 16. september samledes ungdomskommunalbestyrelsen en sidste gang, for at høre hvordan det er gået med deres anbefalinger

Borgmester Avaaraq Olsen startede med at byde ungdomskommunalbestyrelsesmedlemmerne velkommen i kommunalbestyrelsessalen. De fleste skoler i Nuuk havde repræsentanter fysisk til stede, og skolen i Tasiilaq deltog over Teams.

I velkomsten lagde borgmesteren specielt vægt på at: ”Det er fantastisk, når vi kan konstatere, at jeres ønsker ligger tæt op ad kommunalbestyrelsens. Det bekræfter os både i vores arbejde og beslutninger, men samtidig også i vigtigheden af at have en ungdomskommunalbestyrelse, der sikrer, at vi går i den rigtige retning. I kan være stolte af jeres indsats, for I gør en forskel.”

Dernæst præsenterede borgmesteren status på de fire anbefalinger, hvoraf to er blevet godkendt.

Den første godkendte anbefaling omhandlede oprettelsen af en fritidsklub i Qeqertarsuatsiaat, som vil blive undersøgt nærmere som en del af sektorplanen for bygder. Denne anbefaling blev støttet af et flertal i kommunalbestyrelsen, mens mindretallet fra Siumut krævede, at der blev afsat et specifikt beløb til projektet.

Den anden anbefaling omhandler senere mødetider for elever i 7.-10. klasse, og blev også godkendt. Kommunens skoler vil nu vurdere, om de ønsker at afprøve denne model, i samarbejde med skolebestyrelser, elevråd og andre relevante parter.

I sin afslutning til kommunalbestyrelsen takkede borgmesteren også ungdomskommunalbestyrelsen for deres gode og hårde arbejde, og deres vilje til at bruge deres tid på at repræsentere deres klassekammerater og de andre elever på skolerne i hele kommunen.

Efter opdateringerne gik arbejdet i gang med at komme med forslag og forbedringer til en film om ungdomskommunalbestyrelsens arbejde og resultater, samt en pjece og andre ideer til hvordan man kunne inspirere flere unge til at stille op til næste valgperiode. De af eleverne der ikke kunne deltage fysisk til mødet fik tilsendt alt materialet, så de også kan bidrage til den sidste del af denne ungdomskommunalbestyrelses arbejde.