Kommuneqarfik Sermersooq har i dag offentliggjort en række organisationsændringer, der træder i kraft den 1. oktober 2024. Formålet med ændringerne er at styrke den lokale ledelse og give mere ansvar til byer og mindre bosteder uden for Nuuk. Disse tiltag er en del af kommunens fortsatte bestræbelser på at sikre en nærværende og effektiv service til borgerne.
Som en central del af denne decentralisering får områdecheferne i Tasiilaq og Paamiut øget ansvar, når de fremover vil fungere som regionschefer. De vil få ansvaret for driften af byer og i de mindre bosteder i deres respektive regioner. Med denne ændring vil flere opgaver, især inden for drift og vedligeholdelse, blive overført til den lokale ledelse. Dette skal sikre hurtigere beslutningsprocesser og større lokal involvering i løsningen af opgaver.
Derudover skifter Koncernservice navn til Intern Service og får en ren stabsfunktion, som skal understøtte kommunens forvaltninger endnu bedre. Målet er at skabe et tættere samarbejde mellem stabsfunktionerne og forvaltningerne, så de kan fokusere mere på at levere optimal borgerservice.
Som led i ændringerne vil flere opgaver samles under centrale ledelser, eksempelvis inden for økonomi og kommunikation, for at sikre en mere effektiv styring og højere kvalitet i sagsbehandlingen. Decentraliseringen betyder også, at ledelsesopgaverne vil blive styrket, med nye ledere i de mindre bosteder og øget ansvar for lokalt budget og drift.
Borgmester Avaaraq Olsen udtaler:
“Med disse ændringer igangsætter vi en vigtig styrkelse den lokale ledelse i vores kommune. Vi ønsker at sikre, at vores borgere modtager den bedst mulige service, og at beslutningerne træffes tættere på dem, de påvirker. Decentralisering har været et centralt politisk mål, og det glæder mig at se, at vi nu kan bringe det fra ambition til handling.”
Kommuneqarfik Sermersooq har allerede informeret sine 2.500 ansatte om ændringerne og vil fortsætte med at holde både medarbejdere og offentligheden opdateret i takt med implementeringen.