Atuarfik Inussuk bliver desværre ikke klar til indflytning i august 2024, som det ellers var planen. Forsinkelsen skyldes, at bygninges komplicerede brandalarmeringsanlæg og den brandtekniske dokumentation endnu ikke er på plads tilgodkendels. Arbejdet med det pågår og anlægget skal nu gennemgåes og godkendes, før skolen kan tages i brug.
Åbningen af Atuarfik Inussuk blev i fredags udsat fra den 15. til den 29. august, men det viser sig nu, at skolen ikke kan afleveres, så skolestarten kan nås på den dato.
Kommuneqarfik Sermersooq kender på nuværende tidspunkt endnu ikke det præcise omfang af forsinkelsen. Forsinkelsen får betydning for skolens elever og ansatte, ligesom kommende brugere af den nye idrætshal, der er på skolen, også må vente på, at bygningen er klar.
Samtlige brandforanstaltninger i bygningens ca. 18.000 kvadratmeter skal gennemgås, og alle krav til brand og sikkerhed skal være opfyldt, før bygningen kan tages i brug.
Eleverne, der skulle være startet på den nye skole, skal i stedet starte skoleåret på henholdsvis Atuarfik Samuel Kleinschmidt eller Atuarfik Ukaliusaq. Hvilke børn der skal starte på hvilken skole er endnu ikke besluttet, men forvaltningen har besluttet, at skolestart nu bliver den 15. august som oprindeligt planlagt.
“Vi er meget opmærksomme på, at det desværre medfører gener for alle, der glæder sig til at få en hverdag i den flotte nye skole. For os er det afgørende, at vi ikke åbner, før vi kan garantere brandsikkerheden,” siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Ole Jakobsen.