Borger

Brug for flere hænder i børnehaven: Pensionister kan gøre en forskel

Kommunen har brug for hænder i vuggestuer og børnehaver, og pensionister kan være med til at løfte opgaven. Kaalat Olsen Hansen fra Qullissat er en af de pensionister, der har valgt at træde til. Efter at være gået på pension sidste år i maj, begyndte hun at arbejde deltid i børnehaven “Puiaq” i januar i år.

”Jeg kan ikke bare blive hjemme – derfor begyndte jeg at arbejde igen,” fortæller Kaalat. Hendes arbejdsdag strækker sig fra 07.00 til 09.00 og fra 15.00 til 17.00, hvilket hjælper børnehaven med at dække de svære tidspunkter, hvor det ofte er vanskeligt at finde personale.

En væsentlig grund til, at Kaalat og andre pensionister kan tage del i arbejdsmarkedet, er reglen om, at pensionister kan tjene ved siden af deres pension uden at blive trukket i pensionen. Hvor meget man må tjene afhænger af forskellige faktorer, som kommunen kan hjælpe med at afklare.

“Der er mange, der ikke ved, at de kan tjene penge ved siden af deres pension uden at blive trukket i pensionen. Derfor vil jeg fortælle om min situation, så pensionister som mig kan begynde at udnytte muligheden. Vi ældre har masser af erfaringer, som mange kan få nytte af,” forklarer Kaalat.

Kaalat Olsen Hansen har en alsidig baggrund som kontormedarbejder, købmand og vejleder i Piareersarfiit (i dag kendt som Majoriaq). Selvom hun ikke er uddannet pædagog, har hun stor erfaring med mennesker og har tidligere arbejdet som aflastningsfamilie sammen med sin mand.

Hun opfordrer andre pensionister til at følge i hendes fodspor:

”Det er sjovt og dejligt at arbejde i en børnehave. Det giver meget for ens sjæl, man bliver friskere også. Jeg kender mange, som får en slags chok, når de stopper med at arbejde efter mange år på arbejdsmarkedet. Man har stadig brug for os ældre – vi har mange erfaringer, som mange kan få gavn af.”

Kaalats indsats viser, at pensionister kan spille en vigtig rolle i samfundet, også efter de har forladt det traditionelle arbejdsmarked. Hendes engagement i børnehaven “Puiaq” er et bevis på, at ældre har meget at tilbyde og kan være en stor ressource i børnehaver og andre institutioner, der har brug for flere hænder.

Hvis du er pensionist der kan være interesseret i at arbejde i vuggestuer eller børnehaver, kan du kontakte Forvaltning for Børn og Skole. Du kan også kontaktoplysninger for daginstitutioner på https://sermersooq.gl/da/institutions/

Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked kan hjælpe dig, når du skal finde ud af, hvor meget du kan tjene om året uden at blive fratrukket i pensionen. Du kan se hvad dine muligheder her.