Fra i dag kan Nuukborgerne deltage i en spørgeskemaundersøgelse om deres oplevelser af Nuuk og ønsker for Nuuk i 2035.
“Det er meget vigtigt for kommunalbestyrelsen, at en stor del af borgerne kommer til orde og får mulighed for at komme med deres input til Nuuk 2035. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte denne mulighed så vi kan lave en god strategi for vores hovedstad, der er baseret på mange forskellige input. Målet er, at den endelige strategi skal være en som så mange som muligt kan spejle sig i, og som vi alle har haft mulighed for at have indflydelse på. Hovedstadsstrategien skal skabes i samarbejde, og den skal være et fælles eje.” udtaler Borgmester Avaaraq Olsen.
Undersøgelsens resultater skal bruges til at udarbejde en ny hovedstadsstrategi for Nuuk 2025 – 2035.
Spørgeskemaundersøgelsen kører fra i dag, den 7. maj, frem til og med den 3. juni. Borgere, der deltager i undersøgelsen, har mulighed for at deltage i lodtrækningen om fem gavekort á 1.000 kr. til Nuuk Center.
Spørgeskemaundersøgelsen tager ca. 10 min. at udfylde og kan besvares gennem Kommuneqarfik Sermersooqs borgerinddragelsesportal her.
På Kommuneqarfiga.gl kan alle interesserede også læse mere om projektet og planerne for arbejdet.
Kommuneqarfik Sermersooq er i gang med at få udarbejdet en ny hovedstadsstrategi for Nuuk, som skal gælde frem til 2035. Strategien udarbejdes af et partnerskab mellem Rambøll, tnt nuuk og Pikiala, som også står for spørgeskemaundersøgelsen.