Borger

Generalforsamling i Nuuk Maritime Network

Nuuk Maritime Network kan nu præsentere deres nye bestyrelse. En brancheorganisation, som repræsenterer både kommunen og 70 lokale virksomheder.

Nuuk Maritime Network er en bærende søjle for Nuuks maritime udvikling. Brancheorganisationen repræsenterer en række virksomheder, som opererer inden for den maritime sektor – herunder Kommuneqarfik Sermersooq, som ligeledes er repræsenteret i bestyrelsen. Med en omsætning på omkring 1 mia. og 1.900 medarbejdere med tilknytning til den maritime sektor i forbindelse med Sikuki Harbour i Nuuk, vidner dette om vigtigheden af udviklingen i både havnen og resten af Nuuk.

Det er kommunens prioritet at samarbejde med de virksomheder, som beskæftiger sig med den maritime sektor. En sektor, som har stor betydning for byens udvikling. I den forbindelse udtaler erhvervschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Mads-Daniel Skifte:

“Vi er naturligvis glade og stolte over, at vi i Nuuk Maritime Network formår at samle de nødvendige og vigtige kompetencer. Dermed undgår vi, at vigtig viden går tabt, når vi udvikler havneområderne og resten af byen med tilknytning til den maritime sektor.”

Han fortsætter: “Kommuneqarfik Sermersooq har stor fokus på havnens betydning for kommunen. Nuuk Maritime Network er skrevet ind i koalitionsaftalen, budgetaftalen og er medlem af advisory board for hovedstadsstrategien.”

Afgiftsharmonisering ved havneanløb

Formandens beretning indeholdt en række vigtige dagsordener – herunder Nuuk Maritime Networks indsats for at harmonisere afgiften ved havneanløb i Grønland, hvor Nuuk tidligere var mere end dobbelt så dyr at anløbe sammenlignet med andre havne i Grønland. I dag er Nuuk på niveau med de øvrige havne i Grønland.

“Vi er glade for, at vi i Nuuk er blevet konkurrencedygtige i relation til afgiften på havneanløb, og nu er på niveau med resten af havnene i landet. Det er en vigtig forudsætning for udviklingen i Nuuk,” fortæller Mads-Daniel Skifte.

Mindre rokade i bestyrelsen

Efter den seneste generalforsamling består bestyrelsen nu af følgende medlemmer:

  • Formand Cuno Jensen, direktør for Qalut Vónin A/S
  • Næstformand Niclas Niclasen, direktør for Nuuk Transport A/S
  • John Rasmussen, direktør for Sikuki Harbour A/S
  • Bent Salling, direktør for Polar Seafood
  • Mike Høegh, direktør for Masik
  • Kristine Lange Lyberth, managing director for Eimskip
  • Jesper Øraker, direktør for Greenland Escape Aps
  • Mads-Daniel Skifte, tilforordnet, erhvervschef i Kommuneqarfik Sermersooq
  • Kenneth Bøjler, tilforordnet, Departementet for Bolig og Infrastruktur

Visionsmateriale præsenteret

De 35 fremmødte, som udover den almindelige generalforsamling også fik præsenteret et grafisk visionsmateriale, hvor et bud på havnens fremtidige udseende og funktioner blev præsenteret. Nedenfor kan du se et lille udpluk fra visionsmaterialet.