Borger

Sermersooqs Børne- og Familiepolitik bliver fornyet

Kommuneqarfik Sermersooq står over for en fornyelse af Børn- og familiepolitikken, og et af fokusområderne er at styrke omsorgen for udsatte børn og unge, samt grundige overvejelser og evalueringer af nuværende anbringelsespraksisser.

“Vores første skridt mod udviklingen af den nye Børne- og Familiepolitik er afgørende for at sikre, at vi fremover kan tilbyde den mest effektive og sammenhængende støtte til vores mest udsatte borgere. Dette forarbejde vil danne grundlag for en politik, der afspejler vores ambitioner om at skabe en forskel i folks liv med omsorg, støtte og forståelse, der møder hver familie, hvor de er,” understreger Frederik Lundblad, direktør i Forvaltning for Børn og Familie, om betydningen af det indledende arbejde.

Den nye Børne- og Familiepolitik forventes at blive en hjørnesten i kommunens arbejde med børn og unge, med en ambition om at sikre, at ingen børn efterlades uden støtte. Procesplanen for arbejdet med den nye politik fremlægges til politisk godkendelse i løbet af april. Ifølge planen skal den færdige version af politikken til politisk førstegodkendelse i september 2024 efterfulgt af en offentlig høring.

Mens der er igangsat en fornyelsesproces, har der i den seneste tid været mediedækning af udfordringer som forvaltningen allerede tager hånd om, som for eksempel i forbindelse med Nuuk Outdoor.

Lundblad uddyber: “Arbejdet med den nye politik er et skridt på vejen mod at forstå og adressere disse udfordringer bedre. Selv om vi står over for sådanne udfordringer, arbejder vi også altid på løsninger, hvor vi blandt andet støtter Selvstyret i deres forpligtede opgave med at sikre institutionspladser til alle de børn der har brug for det.”

Nuuk Outdoor modtager i øjeblikket ikke nye børn fra Kommuneqarfik Sermersooq, og der arbejdes tæt sammen med socialstyrelsen om at finde passende pladser for de resterende børn anbragt ved firmaet. Samtidig afventer Nuuk Outdoor godkendelse for fremtidigt samarbejde, baseret på retningslinjer fra socialstyrelsen.

Poul Petersen, formand for det politiske Udvalg for Børn, Familie og Skole, ser med optimisme på det kommende arbejde med politikken: “Det, at vi nu indleder processen med at udforme vores nye politik, er en vigtigt for alle i udvalget. Vores mål er at skabe en ramme, der ikke kun reagerer på nutidige udfordringer men også proaktivt sætter retningen for fremtidens arbejde i Forvaltningen. Vi ønsker at sikre, at alle børn får en chance for at trives, understøttet af tidlig indsats, familiepleje og adgang til nødvendige ressourcer.”

Poul Petersen afslutter: ”Vi regner med at den kommende politik som udgangspunkt kommer til at sætte retningen på området i et stykke ud i fremtiden. Mens den nye politik bliver udarbejdet, fortsætter forvaltningen selvfølgelig deres gode arbejde med den nuværende politik, og arbejder tæt sammen med alle relevante parter, herunder Socialstyrelsen, for at sikre, at vores børn og unge modtager den bedst mulige omsorg.”.