Borger

Borgermøde om botræningsindsatsen i Blok 8

Kommuneqarfik Sermersooq inviterede alle interesserede borgere til et møde om botræningsindsatsen for hjemløse i Nuuk. Formålet var at fremme forståelse og fællesskab, hvilket er afgørende for at nedbryde fordomme og skabe et inkluderende miljø, hvor alle har en plads.

Den 21. marts 2024 dannede forsamlingshuset i Nuuk kulissen for et borgermøde, hvor et nyt tiltag fra kommunen og Grønlands Selvstyre, en botræningsindsats for hjemløse i Blok 8 – både blev fremlagt og debatteret.

Myndighedschef René Kvist åbnede mødet med at understrege formålet med indsatsen: at fremme forståelse og samhørighed blandt Nuuks borgere. “Vores mål er at nedbryde fordomme og skabe et miljø, hvor alle føler, de har en plads,” forklarede René Kvist.

I et forsøg på at tackle hjemløshed og styrke fællesskabsfølelsen, har Kommuneqarfik Sermersooq i samarbejde med Grønlands Selvstyre startet et pilotprojekt, der giver op til 15 hjemløse med arbejde en mulighed for at forbedre deres personlige situation. Gennem botræningsindsatsen får de hjemløse tilbudt et sted at bo: Et værelse i Blok 8 i Nuuk.

Samtidig deltager de et forløb, hvor de efter behov får muligheden for at lære alle de ting der hører med til at have et sted at bo, lige fra budgettering af regninger og indkøb til helt normal husholdning. 

””Hjælp til selvhjælp” er et bærende princip i alle niveauer i vores botræningsindsats. Grundtanken er, at hjemløse skal have de værktøjer de skal bruge, for at kunne klare sig selv”, siger leder af Gadeteamet Unni Holm Dyring.

Mødet sluttede med en god debat og idéudveksling, hvor flere fremmødte kom med input til projektet og kommunens hjemløseindsatser generelt. Kommuneqarfik Sermersooqs ansatte lovede at videregive de af forslagene der har politisk karakter til politikerne.