Borger

Nuuk Snow Fest har åbnet for tilmeldinger

Nuup Saava danner atter ramme for dette års Nuuk Snow Fest, der finder sted fra torsdag den 29. februar til søndag den 3. marts. 15 hold dyster mod hinanden i en venligtsindet konkurrence, hvor de skal forholde sig til årets tema, som er natur.

“Vi håber på både at se nye og kendte ansigter på festivalen, når vi vender tilbage i slutningen af februar. “Alle er velkomne til at melde sig til konkurrencen, hvor man både kan lave figurative og nonfigurative sneskulpturer, der relaterer sig til temaet,” fortæller projektleder for Nuuk Snow Fest, Alberte Parnuuna.

“Sidste års varmerekord slog ingen af os ud af kurs, selvom det gav vanskeligheder, men vi håber og krydser fingre for masser af sne og stabile temperaturer på dette års festival,” fortsætter hun.

Hvis man ønsker at være en del af fællesskabet, men ikke lave en skulptur, kan man melde sig som frivillig på festivalen. Der er både brug for hænder før, under og efter festivalen, og man bestemmer selv, hvor mange timer man kan ligge i arbejdet.

“Nuuk Snow Fest er en festival for alle byens borgere, og vi som arrangører ønsker at aktivere hele byen, når festivalen finder sted. Vi er åbne for samarbejder med lokale aktører, og opfordrer lokale virksomheder og foreninger til at kontakte os med mulige samarbejder.” forklarer projektlederen fra Nuuk Snow Fest.

Nordisk ungehold

Nuuk Snow Fest handler om samarbejde, fællesskab og samhørighed. Foreningen NORDEN i Grønland ønsker at gøre festivalen til en platform for et møde mellem unge fra hele Norden. I samarbejde med Foreningen NORDEN’s søsterforeninger inviterer de to unge fra hvert land; Island, Færøerne, Åland, Norge, Sverige, Danmark, Finland, hvortil der også inviteres unge med fra Nuuk.

FAKTABOKS:

  • Fire personer kan arbejde på skulpturen ad gangen, men i princippet kan holdene være så store som man ønsker. Man behøver ikke have erfaring med at lave sneskulpturer for at være med, og det er gratis at tilmelde sig.
  • Kontaktinformationen findes på festivalens hjemmeside, www.snow.gl.
  • Tilmeldingsformularen for frivillige findes her: https://forms.gle/FMXkmhxZE4v3YZ5X7
  • Sidste års vindere af førstepladsen, Team Norden, der vandt med skulpturen “Fjeldenes Herre”, var førstegangs deltagere og vinderne af Publikumsprisen og andenpladsen gik til Balkkan, der lavede skulpturen “Nappaasilat 2084”, og som er kendte gengangere på festivalen.