Husdyr

Antallet af løse hunde i Nuuk stiger

Nuuks hundeinspektør kommer med en opfordring til alle hundeejere: Pas på din hund!

Tom Amtoft er hundeinspektør i Nuuk og samarbejder med Kommuneqarfik Sermersooq om at indfange løse hunde og katte, både dem, der ikke har et hjem, og dem, der er stukket af hjemmefra.

”Lige nu forsøger jeg forgæves at indfange en sort og brun Nuukhund i Atertaq-området, der går alene for sig selv, uden halsbånd på. Den har flere gange gået alene og ledt efter mad. Den er tynd og meget skræmt, så det er svært at fange den,” fortæller Tom.

Hundefangeren har noteret en stigning i antallet af løse hunde de seneste måneder. Både hjemløse hunde, men også hunde, der stikker af fra deres ejere. Det er lovpligtigt, at du som hundeejer passer på din hund, og mindst lige så vigtigt, at du ikke lader dem løbe frit i vintermørket.

”Det er meget koldt lige nu, og meget glat. En skræmt hund, der løber alene rundt, kan være til fare for trafikken og kan komme slemt til skade. Du kan også blive gjort ansvarlig for de skader, der sker, hvis en bil påkører din hund,” fortæller Tom.

Han uddyber: ”Det er godt, at der er så mange, der ringer til kommunen og spørger efter hundefangeren, når der er dyr, som er stukket af fra deres ejer. Bliv endelig ved med det. Hvis du har mulighed for at få fat i hunden eller katten på en fredelig måde, må du gerne gøre det. Det gør arbejdet meget nemmere for os, da det ikke altid er så nemt at indfange en hund, der er bange.”

På kommunens hjemmeside kan du læse mere om dine pligter som hundeejer og hvad der sker, når en løs hund bliver fanget af hundefangeren.

Fremlysning og udlevering af dyr