Borger

Fremtidens Nuup Saava: Resultater fra borgerinddragelsen

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Den gennemførte borgerinddragelsesproces omkring fremtidens Nuup Saava har dannet grundlag for flere gode idéer og initiativer, som vil forme det videre arbejde med udviklingen af området.

Nuup Saava er et af Nuuks mest kendte vartegn, og er ikke bare velbesøgt af både lokale og turister, men har en stor historisk betydning for både Nuuk og resten af Grønland. Nuuk lange historie begynder omkring Nuup Saava, hvor man både finder bygrundlæggeren Hans Egedes Hus fra 1728, Grønlands Nationalmuseum samt Vor frelsers Kirke, som har fungeret som domkirke siden 1849. Området spiller derfor en helt naturlig rolle i fortællingen om Grønland, kolonisering og lokalbefolkning. Den dag i dag danner området stadigvæk ramme for en række populære begivenheder – Herunder Nationaldagen.

I de senere år har der været et politisk ønske om at blive klogere på hvad Nuup Saava betyder for byens borgere. I den forbindelse har man fra kommunens side ligeledes ønsket sig, at få input fra byens borgere, med udgangspunkt i at gøre området endnu mere attraktivt for både lokale og turister. Formålet med borgerinddragelsesprocessen har derfor været, at sikre Nuup Saava i fremtiden forbliver et historisk, kulturelt og rekreativt område.

I begyndelsen af januar 2023 iværksatte Forvaltning for Anlæg og Miljø derfor en større borgerinddragelsesproces, med henblik på at inddrage borgernes ønsker til havnen og det omkringliggende område. Processen er nu afsluttet, og har forløbet over seks måneder, hvor alt fra interviews, børne-workshops, borger-workshops og fokusgrupper, har været en del af forløbet, som har kastet nogle gode resultater af sig i form af flere gode idéer og initiativer.  

”Processen omkring fremtidens Nuup Saava har haft stor prioritet for os, fordi området, netop er af stor betydning for mange af Nuuks borgere. Derfor har det været helt naturligt, at række ud til borgerne, for at lytte til deres ønsker og holdninger til området. Det har heldigvis resulteret i nogle meget gode input, som både vi i kommunen og ikke mindst borgerne kan være stolte over,” udtaler Plan og Myndighedschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Runa Sværd.

Den videre proces for området skal til politisk godkendelse, og der bliver borgernes bidrag meget værdifulde. Alle idéerne kan du finde ved Nuup Saava, hvor de er opstillet som store plancher. Du kan også se dem i galleriet nedenfor.