I de seneste dage er der blevet rapporteret om betydeligt hærværk af bænke, borde og sheltere rundt omkring i Nuuk, hvilket har medført alvorlige skader og forringet vores fællesområder.
Kommunen opfordrer nu alle borgere til at tage ansvar og udvise respekt for vores offentlige arealer. Kommunen har for nyligt modtaget en række billeder, der viser ødelæggelserne. Det drejer sig blandt andet om graffiti og efterladt affald i byens shelters samt ødelagte borde og bænke.
Afdelingsleder for Drift og Fiskeri, Agnes Olsen, udtaler: ”Vi opfordrer borgerne i byen til at udvise hensyn. Mange af byens borgere har sommerferie, hvilket betyder, at vores fællesområder bliver benyttet ekstra meget i denne tid. Det er ikke alle, som har båd, og for dem spiller de offentlige fællesarealer en vigtig rolle i deres sommerferie.”
De næste dage vil kommunen være ekstra opmærksom på hærværk. Lad os sammen benytte vores fællesarealer med respekt og ansvarlighed til gavn og glæde for ALLE.